Lev Livet langt

Til brug for det kommende ældreoprør nr. 1

Af Knud Ramian

*”Vi står midt i et paradigmeskift: . Jeg har samlet nogle tanker, som jeg vil dele i den kommende tid. De kan være nyttige for det nye spirende oprør.  Der er i hvert fald røre i de ’nye gamle’. En af de udløsende faktorer er konstateringen af de mange negative forestillinger, der er om mennesker allerede efter de 50 år. Det er som om ‘de gamle’ bliver yngre og yngre. Der er mange gode grunde til at gøre op med de mange fordomme, som omgiver det aldrende menneske, og som det aldrende ofte selv er en del af.
Jeg bevæger mig til hverdag rundt mellem de mange forældede forestillinger om det aldrende liv. De fleste er variationer over alderstrappen, hvor vi topper midtvejs i livet og resten er en ren nedtur. Der er brug for mere grundlæggende at gentænke det lange voksenlivet. Jeg tage afsæt i nogle påstande om moderne menneskers aldring, som jeg tro vil være hjælpsomme. Tiden er kommet til, at jeg lægger begrebet ‘alderdom’ ned i kategorien ‘truede ord’. Tiden er inde til at tænke i ‘aldring’. Tanker vil komme i små portioner.

1. Aldring er livslang

For det første må det slås fast, at aldringen starter tidligt i livet. Den er vi fælles om. Vi forholder os til alder hele livet. Det begynder, når vi som fireårige insisterer på at være “fire år og to måneder”. Alder er noget, vi måler os selv og hinanden med hele livet. Den er både et psykologisk pejlemærke og en social skillelinje. Unge kan frygte at blive 30, midaldrende prøver at udsætte de 50, og når vi endelig når de aldre, vi tidligere anså for ‘alderdom’, møder vi de fordomme, vi selv har været med til at holde i live. Jeg har gennem livet udsat andre for aldersfordomme, og nu rammer de mig selv.
Alder er ikke bare et tal. Alderen er en alvorlig sag – den er en del af selvopfattelsen, og derfor er alderisme noget, der skal tages alvorligt i alle livets faser. WHO har påpeget, at også unge rammes af alderisme. Bekæmpelsen må derfor ikke kun handle om mennesker i den sene del af livet, men om hele samfundets forhold til alder. Jeg vil gerne være med til at udvikle et nyt sprog – et sprog, der kan afspejle, at jeg er stolt af at aldres, ikke blot ældes.
Aldring er en fælles erfaring hele livet. Det vil jeg gerne være sammen med de yngre om. Min alder er en central del af min selvopfattelse – hele livet. Alder er grundlag for alderismer hele livet. WHO dokumenterer, at de unge er lige så udsatte for alderismer som de ældre. Skal alderisme bekæmpes er målgruppen i lige så høj grad de unge. Henning Kirk og Lone Kühlmann skriver, at vi skal blive i de voksnes rækker. Det lykkedes da min gode ven Ole Lund fandt ud af at vi jo bare var voksen+. Man kan også sige, at de unge og de unge voksne skal med i ‘de aldrendes rækker’. Her mangler jeg lidt sprog. Jeg vil helst ikke ældes og slet ikke forældes. Fra den nordiske oldtid og frem har “ælde” været en grim gammel kone, som selv guden Tor ikke kunne hamle op med. Vi må kunne samles om at ville “aldres” hele livet og glædes over det med mindre sygdom forhindrer os.

En gentænkning skal rumme en ‘for-aldring’-tilgang – ikke ‘imod-aldring’. Derfor skal alderisme bekæmpes allerede i skolen – ikke først på arbejdsmarkedet. Kræv at livslære om aldring bliver en del af folkeskolens pensum.