Lev Livet langt

Af Knud Ramian

Det tager mig efterhånden længere tid at blive god igen, hvis jeg bliver irriteret. Jeg ved godt, at jeg er irriteret, men jeg kan ikke gøre meget andet ved det end at gå for mig selv, til det er gået over. Det irriterer mig selvfølgelig. Så opdagede jeg, at der var udkommet en bog “Håndbog for glade gubber”. I omtalen stod der, at bogen ville gøre sure mænd glade. Det passer ikke! Den bog gør de glade gladere og tiltaler ikke de sure gamle mænd. Jeg er nu gået i gang med at undersøge fænomenet “sure gamle mænd”. Jeg har været på rundrejse i medierne og forskningen. Det blev en lang rejse, og jeg tror ikke den er slut endnu.

Den positive nyhed fra forskningen er ellers, at vi bliver gladere og gladere med alderen, og langt op i alderen. Alligevel bliver myten om de sure gamle mænd – men også koner – ved med at leve. Skyldes det, at de sure kun findes blandt de meget gamle, eller er det kun en meget lille del af os, der bliver til sure gamle mopper eller gnavpotter? Er det bare en overflade? Måske er det bare en myte, som vi får underbygget på film? Måske er det et ondt rygte spredt af sure kvinder? Mændene siger som sædvanlig ikke noget. Hvis de findes, hvad kan man så stille op? Gamle sure mænd bekender sig ikke på internettet, men der er en del og kun kvinder, der brokker sig over dem. Måske befinder den sure gamle mand sig i en meget alvorlig situation.

Det viser sig, at der er mange opfattelser af fænomenet ‘sure gamle mænd’ og langt flere end jeg kan nå at behandle i dette nummer. Jeg præsenterer her nogle af brikkerne til puslespillet. Det er nok klogt at lægge sit eget.

Der har været gnavne mænd altid

Den gnavne gamle mand synes ikke at være et nyt fænomen. I bogen Takt og tone fra 1921 viser Emma Gad, at de gnavne gamle mænd også fandtes den gang. Hun påpeger også, hvad god takt og tone er i den forbindelse, men hun fælder samtidig en hård dom:

»I Hjem, hvor en sådan Gnavenhed er en tyngende Plage, må naturligvis Hustruen gøre, hvad hun formår, for at udviske den og få Børnene til at forstå, at Gnavenhed i Hjemmet er en såre almindelig Egenskab hos ældre Mænd. At tale til Manden om det vil næppe føre til noget Resultat. Når Mænd først er blevet gnavne, er der ingen Vej tilbage.«

»Men for dem, der endnu ikke er blevet det, kan der være grund til et advarende Ord, for Gnavenhed er oftest kun en dårlig Vane, som har ødelagt mangt et Samliv, og måske er en af de hyppigste Årsager til Ægteskabets Ruin.«

Emma Gad så ikke rigtig nogen udvej, og sådan er billedet for mange også i dag. Jeg har fundet mange beskrivelser af den sure gamle mand, der minder om nedenstående fra en brevkasse i ugebladet Hjemmet:

“Efter at min mand er holdt op med at arbejde, er han gået fra at være en travl, men glad mand, til at være et surt, tvært gammelt brokkehoved. Det påvirker mig rigtig meget. Min mand og jeg er i begyndelsen af 70’erne. Jeg gik på efterløn for en del år siden, mens min mand først stoppede med at arbejde, da han var i midten af 60’erne. Vi talte tidligere ofte om alt det, vi skulle, når han også holdt op med at arbejde. Han havde meget ansvar, og han havde også tit meget travlt. Så selv om jeg godt vidste, at han var meget glad for sit job, så forstod jeg ham godt, når han sagde, hvor meget han glædede sig til at kunne læse en bog, få malet – det har altid været hans hobby – se børnebørnene, ja, alt det, der bare bliver mere tid til, når der ikke er et job at passe længere. Desværre er det så bare gået ganske anderledes, siden han stoppede. Han får hverken læst eller malet, men ser alt for meget tv. Når børnebørnene er her, beklager han sig over, at de larmer og roder. Han er så negativ, når vi har gæster, eller når jeg en sjælden gang får ham lokket lidt med ud. Jeg tænkte, at han måske bare lige skulle vænne sig til at være herhjemme, men det er ikke blevet bedre med tiden. Tværtimod. Når jeg prøver at tale med ham om det, bliver han sur. Jeg har masser af enlige veninder, der gerne vil rejse og i det hele taget opleve noget, men jeg føler jo ikke, jeg kan tillade mig det. På den anden side kan jeg slet ikke holde ud at se på ham der foran fjernsynet hver eneste dag. Hvad gør jeg? “

Her er et anonymt læserbrev i dagbladet Information (2013) fra en kvinde. Hun citerer også Emma Gad og fortsætter:

“Ham, vi taler om her, er træt, gammel, bange for alderdommen, har en efterhånden dårlig hukommelse, drikker for meget, sover for dårligt og hører lige så ringe. Bunden blev nået i går, da han under middagen underholdt min lillebror, som havde knoklet for os med praktiske gøremål hele dagen, om mit manglende seksuelle engagement og lyst til ham i det hele taget.“ Det er vel forståeligt, når hun skriver at hun kan have lyst til at gå sin vej, og samtidig ikke synes at man bare kan smide mennesker væk som brugt tøj.

Når livets besværligheder begynder at tårne sig op

I en ny amerikansk undersøgelse har man fulgt 1300 mænd siden 1960’erne. De er nu mellem 53 og 85 år. Undersøgelsen indsamlede personernes vurdering af begivenhederne i deres liv. Var det store eller små begivenheder? Var de positive eller negative? Undersøgelsen viser – på linje med andre undersøgelser – at vi har et personligt tilfredshedsniveau, som er forbavsende stabilt livet igennem. Det ser dog ud til, at livet generelt bliver bedre med alderen. Der er færre besværligheder i livet, og man klarer dem bedre. Der kommer også flere glæder med stigende alder. Dette mønster ændrer sig imidlertid efter 70 årsalderen. Her stiger antallet af besværligheder (tab af ægtefælle, venner, kognitive vanskeligheder, tab af førlighed) og for nogle bliver det ikke så let at klare besværlighederne i livet som tidligere. Begivenhederne er jo ofte også voldsommere. Desværre siger denne undersøgelse ikke noget om kvinders reaktioner på livets begivenheder, men måske kan vi her finde sporene til den sure gamle mand.

Der er mange forklaringer

De fleste forklaringer synes at være eksistentielle forklaringer. Det er et hårdt slag for den gamle voksne mand at miste sit arbejde, sin fysik, etc. Der er rigtig mange små tab forbundet med at komme i den sidste ende af tresserne. Der er faktisk ikke så meget at grine af. Tage Voss sætter det på spidsen: ”Seniets problem bliver en vandring, som ikke har noget mål. Man er blevet for gammel til at forestille sig mål forude. Man har kort sagt forstået, at man ingen fremtid har. Derimod må man opleve, at vandring videre frem blot fjerner en fra en fortid, som man var hjemme i, klarede sig i, muligvis endda holdt af, og hvori man kunne definere sine målsætninger. Seniets mål er et, man ikke kender og som muligvis ingenting er. Men som man i hvert fald ikke længes efter, som man ikke kan lide, og som man er uden ønske om at nå. Det er en vandring bort fra noget, ikke frem mod noget. Og derfor svært at finde lyst til at fortsætte.”

Med de eksistentielle forklaringer følger også de eksistentielle løsninger – som er stribevis af gode råd. Det mest gentagne råd er, at den gamle mand skal træffe en beslutning – en gang for alle. ‘Jeg vil være optimist’. Lade fortid være fortid, tage sin skæbne på sig og lære sig at sige: Skidt pyt. Han skal så finde sig passende interesser, være aktiv, motionere og følge alle de gode råd, der hører til en aktiv alderdom. Jeg fandt en blokker, der som svar til Tage Voss skrev: To pensionister i Sønderjylland blev spørgeskema-interviewet om deres livskvalitet og helbred. Et af spørgsmålene lød, om de i forhold til sidste år oplevede en større eller mindre grad af livskvalitet. Den ene pensionist svarede, at han oplevede, at det gik dårligere, for han kunne ikke længere gå uden at måtte bruge en stok. Den anden svarede, at nu gik det meget bedre, for han havde skaffet sig en stok og kunne derfor lettere bevæge sig rundt.

Jeg skal ikke afvise, at de eksistentielle gode råd virker på sure gamle mænd. Jeg har bare ikke fundet et eneste dokumenteret eksempel på, at det virker – d.v.s. at en sur gammel mand har besluttet sig for at blive optimist og er blevet det. Jeg har kun fundet de gode råd. De er sikkert forebyggende, men det er jo også svært at bevise.

Er det psykisk sygdom?

Bag en sur gammel mands væsen kan der også gemme sig en depression, og der er vist almindelig enighed om, at gamle mænds depression netop kan være præget af vrede og sommetider også af skyldfølelser. Der kan også være tale om en begyndende demens. Det kan være meget svært at afgøre, om surheden hænger sammen med en psykisk sygdom, der skal behandles som sådan. I mange tilfælde kan det også være ligegyldigt, for den sure gamle mand ser ikke sig selv som et problem, og han vil ikke undersøges og ikke i behandling, før han eller hans pårørende er kommet meget langt ud. Den ubehagelige konstatering er, at der er altfor mange specielt enlige ældre mænd, der begår selvmord

Surhedens biologi

Der er selvfølgelig også forslag til biologiske forklaringer. En af de hyppigste forklaringer handler om, at den sure gamle mand har fået et svækket testoteron-niveau. Det falder hos mange mænd allerede fra 45-års alderen med dyk omkring de 60. Der er en lidt komplicerede dynamik omkring testosteron, men et lavt niveau af testosteron hænger tilsyneladende sammen med en række symptomer: svingende humør, fedme, impotens, søvn- og hukommelsesproblemer mv.

Det kan også være med til at forklare, at det måske ikke altid kun handler om at tage sig sammen. Så kunne man vel bare tage nogle testosteron-piller? Der synes dog at være enighed om, at det ikke er en sikker behandling for gnavenhed. Derimod er der ikke så meget forgjort ved at øge kostens indhold af fødevarer, der kan øge testosteronniveauet så som olivenolie, kokosolie, torskerogn, broccoli, granatæblesaft mv. Virkningen af den slags ved man så ikke noget om. Derudover er rådene de sædvanlige: Lev en aktiv alderdom! Men det er jo netop det, man ikke kan sige til den sure gamle mand uden at han bliver endnu mere sur..

Måske styres vores levealder langt nede i cellerne.

I de næste måske lidt langhårede afsnit skal vi langt ned i vores celler. Engelske forskere med Andrew Steptoe i spidsen har fundet ud af, at længden på nogle strenge i kromosomernes ender – telomerer – kan forudsige, hvor lang tid det tager mænd at komme sig over en stress-situation. Inde i cellerne findes kromosomerne, som bærer rundt på vores arveanlæg. Vi skal interessere os for enderne på disse kromosomer. De hedder telomerer. Telomerer er beskyttende strenge på kromosomernes ender. Med alderen bliver disse ender kortere. Der er en sammenhæng mellem telomerernes længde og cellernes alder. Hvis telomererne bliver for korte, vil cellen dø. Rygning, fedme, sukkersyge, forhøjet blodtryk, kræft og hjertesygdomme hænger sammen med kortere telomerer. Der er også en sammenhæng mellem psykologisk stress og kort længde af telomerer.

De sure kromosomer

Denne undersøgelse havde til formål at undersøge, hvorfor denne sammenhæng findes. Forskerne var specielt interesserede i et enzym – telomerase (TA) – som gør telomererne længere. TA bliver mere aktivt under akut stress. Derfor kunne korte telomerer og høj TA aktivitet være et tegn på en stresset organisme.

333 sunde mænd og kvinder mellem 54 og 76 år blev delt i grupper. En gruppe med lange telomerer, en gruppe med korte telomerer, en gruppe med korte telomerer og lavt TA niveau og en gruppe med korte telomerer og højt TA niveau. Alle forsøgspersonerne blev nu stillet over for opgaver, der var skabt til at skabe psykologisk stress. Det betød øget puls og blodtryk. Niveauet af stresshormoner steg også. Når en opgave var afsluttet, viste det sig, at nogle mænd fandt det lettere at vende tilbage til det normale niveau end andre mænd. Mænd med længere telomerer var hurtigere til at vende tilbage end mænd med korte telomerer. Mænd med kortere telomerer og lav TA funktion vendte hurtigere tilbage til det normale end mænd med kortere telomerer og et højt TA funktion.

Den psykologiske testning, viste at mænd med de korte telomerer og en høj TA aktivitet scorede højere på “fjendtlighed” og viste mindre optimisme end andre mænd. De oplevede også mindre social støtte. Måske tyder resultaterne på, at gruppen med korte telomerer og høj TA-aktivitet var mere slidt og befandt sig i en mere vedvarende stress-situation. Denne forskel fandtes kun hos mændene, og der er ingen forklaring på, hvorfor det forholder sig sådan.

Tegner der sig et billede i alle disse brikker?

Måske. Vi kan forestille os, at mænd kan have svært ved at håndtere begivenheder i deres liv efter arbejdslivet. Selve tabet af arbejdsidentiteten kan opfattes som et nederlag. Yderligere funktionssvækkelser opfattes også som nederlag. Det har de svært ved at tale med nogen om, fordi det at tale om det, opleves som et yderligere nederlag. Sådan har nogen mænd måske haft det et helt liv. Således kan den onde cirkel være startet, der fører til den længerevarende stress-reaktion, hvor det bliver svært at være optimist, hvor man lettere bliver irriteret, og hvor det tager længere tid at blive god igen. Når det reaktionsmønster først har sat sig fast, er den sure gamle mand dannet, og han er meget svær at gøre glad.

Kilder:

Tage Voss, i Politiken januar 2011 og i bogen “At visne lige glad”

Ugebladet Hjemmet, Dagbladet information

Oregon State University. “Aging men: More uplifts, fewer hassles until the age of 65-70.” ScienceDaily. ScienceDaily, 20 February 2014. <www.sciencedaily.com/releases/2014/02/140220095001.htm>.

Reference: Proceedings of the National Academy of Sciences search

Proceedings of the National Academy of Sciences search and more info website (?)?