Vi har længe haft en tilbøjelighed til at opleve dem, der er mærkbart ældre end os selv, som gamle. Det kan vi jo se. For en 20-årig kan en 30-årig godt ligne en oldsag. Og sådan fortsætter det livet igennem. Vi ser dem som gamle. Det er ikke noget, vi først tænker os til. Det er noget, der springer i øjnene.
For mange år siden blev jeg inviteret til komsammen i rådhushallen. Det er sådan en slags pensfirmation for de pensionsmodne, så de kan føle sig inviteret ind til pensionsalderens mange herligheder. Jeg mødte op for at være sammen med alle dem, der var født i samme måned som jeg, 67 år tidligere. Sikke et syn. De var tudsegamle alle sammen. Jeg måtte tage mig selv i nakken: Knud, de er altså ligesom dig. Men jeg kunne ikke se det.
Under coronakrisen mødte vi frem til vaccination efter fødeår, og det samme syn gentog sig. Lange rækker af sorte jakker, blå jeans og kondisko. Tudsegamle var de. Jeg måtte igen argumentere med mig selv: De er jo på din alder. Men argumentet bed ikke rigtig. Jeg kunne jo se, hvor gamle de var.
Forleden var jeg til familiesammenkomst i sommerhuset, hvor en af de yngre, veltrænede midaldrende havde gjort samme erfaring. De andre i halvtredserne var tudsegamle. Så begyndte jeg igen at undre mig. De halvtredsårige? Hvor langt ned i livet optræder dette fænomen egentlig?
Noget tyder på, at forskydningen begynder tidligt i voksenlivet. I en dansk undersøgelse begyndte voksne efter 25-årsalderen i gennemsnit at føle sig yngre end deres faktiske alder, og efter 40 blev forskellen tydelig: her følte deltagerne sig i gennemsnit omkring 20 procent yngre end deres dåbsattest sagde.
Vi er tilsyneladende ret hurtige til at aflæse andres alder, om end langt fra fejlfrit. Forskningen i aldersbedømmelse tyder på, at vi ofte rammer nogenlunde rigtigt. men også at vi lettere læser alder hos nogle ansigter end hos andre.
Men vi ser altså os selv yngre end vores kronologiske alder. En del af forklaringen kan være, at negative forestillinger om alderdom gør det fristende at holde lidt afstand til gruppen “de gamle”. Jeg kan beskytte min selvfølelse ved psykologisk at tage afstand fra min egen aldersgruppe.
At føle sig yngre end sin alder er derfor ikke bare en uskyldig illusion. Det kan være et tegn på overskud, men det kan også være en slags protest mod alt det, vi forbinder med aldringens fortrædeligheder. Måske fortæller oplevelsen altså ikke kun noget om kroppen, men også om vores forhold til alder. Og måske begynder den protest langt tidligere i livet, end vi tror. Alderismerne har i hvert fald dybe rødder.
Kilder:
Lev Livet langt 
Skriv et svar til perolofdk Annuller svar