Lev Livet langt

Aldringens alderismer har dybe rødder – og vi bærer dem med os hele livet

af Knud Ramian

Alderisme er stereotyper, fordomme og diskrimination baseret på menneskers faktiske eller formodede alder. Det gælder ikke kun “de andre”. Det gælder også den måde, vi tænker om os selv. Og det meste af det foregår i det stille – i vores automatiske blikke, første indtryk og spontane følelser. Vi bør tale om alderismer. Det er et flertalsord for der er mange slags. 

Nogle af alderismerne ligger i overfladen. De viser sig i bemærkninger, vi næsten ikke tænker over. For eksempel når nogen siger: “Hvor ser du godt ud!” Den usagte sætning ligger lige under overfladen: “Det havde jeg egentlig ikke forventet i din alder.”

Den slags bemærkninger kan vi ændre på. Vi kan øve os i at høre dem, og vi kan blive klogere på, hvad de rummer. Men de dybeste alderismer ligger et andet sted: i vores helt umiddelbare kropslige reaktioner på “den fremmede gamle”.

Alder er nemlig et af de mest synlige træk. Vi ser “alderen” på brøkdele af et sekund. Ligesom køn og hudfarve. De automatiske reaktioner kommer, længe før vi når at tænke en tanke. Det er de dybe alderismer. 

Når den dybe alderisme rammer én selv

Jeg har flere gange fået øje på mine egne dybe alderismer– især i situationer, hvor jeg pludselig stod ansigt til ansigt med “de andre gamle”. Under coronakrisen skulle vi vaccineres i hold efter fødselsår. Da det blev min tur, mødte jeg op i mine gamle jeans, sorte jakke og sneakers. Allerede i køen kunne jeg se dem: mine jævnaldrende. Mit første, ufiltrerede indtryk?
“Sikke en samling sure gamle – med mørke jakker, kasketter, jeans og nedtrådte sneakers.” Jeg så deres alder, rynkerne og de halvsure munde. Jeg tænkte ikke på de mange travle bedsteforældre, de frivillige eller deres træning. Kun “de fremmede gamle”. Det var lidt flovt, da jeg indså, at jeg selv var klædt præcis sådan.

En tilsvarende oplevelse havde jeg mange år tidligere. Da kommunen indkaldte os nyblivne 68-årige til “seniorering” i rådhushallen, kunne det have været et glædeligt gensyn med mine jævnaldrende. Det var det ikke. Jeg satte mig, kiggede rundt og tænkte: “Jeg ligner dem ikke!”

De andre var “dem der”. En gruppe, jeg ikke var en del af – i hvert fald ikke i mit eget hoved. Og samtidig vidste jeg godt, at jeg nok lignede dem mere, end jeg ønskede at indrømme.

Et andet billede dukkede op, da jeg var til 60-års studenterjubilæum. Også her var vi blevet gamle – men på en anden måde. De lignede sig selv, som jeg kendte dem engang. Gensynet var varmt og let. “Mine egne gamle” er som regel til at holde af med de ‘fremmede gamle” er det straks sværere.

Hvorfor er det sådan?

De spontane billeder af “de gamle” kommer ikke ud af det blå. De er blevet til gennem et helt liv. Når vi forestiller os en gammel person, dukker alt for ofte de tre E’er op: De ensomme, elendige og enfoldige. (Oversat: De ensomme. De fattige og syge. De glemsomme.) Det er et fortegnet billede af virkeligheden.

Men det er et billede, vi har fået serveret i årtier – i medier, vittigheder og politik. (vore ‘ældre’) Vi lever i et mere alderssegregeret samfund, end vi selv bemærker. Vores nære venner er typisk jævnaldrende +/- 5 år, pensionsalderen fjerner de ældste fra arbejdspladserne. Vi rejser på forskellige tidspunkter. De ‘grå hjelme’ går i operabio søndag formiddag. Det sker, når børnefamilierne har travlt med børn og fritid. De færreste af os er ikke daglig, naturlig kontakt med mennesker i alle aldre. Det forstærker altsammen de  stereotype forestillinger. 

Kan vi nå ned til rødderne?

Spørgsmålet er, om disse dybe alderismer kan ændres? Ja og nej.

Aldersstereotyper samler vi sammen gennem hele livet. De er kropslige, ubevidste og indlejret i kultur og institutioner. De forsvinder ikke, fordi vi én gang beslutter os for at “tænke anderledes”.

Men vi ved også, at billeder kan flytte sig. Vi opnår dette, når vi får rigtige møder på tværs af alder. Det sker, når vi får mange nok historier, der bryder med de tre E’er. Medier, planlægning og politiske systemer begynder også at vise alder på nye måder. Personlige relationer kan dæmpe vores automatiske reaktioner. Men de ændrer ikke i sig selv de livislange dybe forestillinger.

Hvis vi vil ned til rødderne, kræver det noget større. For det første skal et samfund aktivt vælge at værdsætte voksen+’erne, som andet end gratis frivillig arbejdskraft. For det andet skal vi turde se den reelle variation blandt ældre voksne. Endelig skal vi ønske at lære hvorfor mange mennesker faktisk bliver mere tilfredse og lykkelige med alderen.

En del af alderens oprør

Måske begynder alderens oprør netop her: i erkendelsen af, at vi alle bærer på dybe alderismer. De er ikke bare vores egen skyld, men en del en fælles arv. De gemmer sig i vores kulturelle værdier. At gøre oprør handler ikke om at skamme sig over sit første indtryk. Det handler om at få øje på det –skabe og kræve bedre billeder, bedre fortællinger og bedre rammer at blive gammel i. Det er et laaaaangt træk, men vi kan opruste det mentale immunforsvar.