Lev Livet langt

Alder er meget mere end et tal

En laaang artikel af Knud Ramian

Jeg ville egentlig have sagt noget andet, da jeg fik det sidste ord på en Christiansborg-konference i oktober 2024. (Se referatet i sidste nummer af bladet.) Konferencen havde titlen “Ældrestyrken svarer igen – Tilsidesat eller frisat? Som ved et trylleslag blev jeg den sidste oplægsholder. Indlæg efter indlæg havde påpeget den skadelige  virkning af ‘ældre’-kategorien, de tilhørende stereotyper og den omsiggribende diskrimination. Med hovedet fyldt af indtryk fra de mange oplæg fik jeg pludselig muligheden for at dele mit samlede indtryk. Det var nok ikke specielt velordnet, men jeg har arbejdet videre med det siden.

For mig blev én ting klar: Vi er dybt forankret i vores alder. Den er en af de vigtigste dele af vores selvopfattelse. Desværre har alderstrappen – med sin nedgangsfortælling – gennem århundreder formet vores forståelse af, hvor i livet vi befinder os.

Alder er noget af det vigtigste
Min alder er en uadskillelig del af min oplevelse af livet. Den er som et organ – nærmest lige så naturlig som mine blå øjne. Alderen har altid været der, hele livet. Den er en væsentlig del af min selvfølelse, og jeg kan ikke undgå at forholde mig til den.

Men alderen er ikke stationær, som mine øjne. Den forandrer sig hele tiden. Jeg forhandler løbende med mig selv. Jeg diskuterer også med min omverden, hvad min alder skal betyde: Skal alderen igen have skylden for noget? Er mine rynker et resultat af alderen – eller for mange solbade? Er jeg for gammel til at opdatere min telefon, eller gider jeg bare ikke bruge tid på det? Hvad kan jeg tillade mig i min alder? Gør min alder mig klogere end de unge?

Vi skal bekæmpe aldersfordomme og diskrimination. De kan underminere selvrespekt, livsmod og virkelyst. Det er derfor afgørende, hvordan denne indre forhandling forløber.

Fakta om aldring, der undsiger alderstrappen.
For at håndtere min aldersangst og skabe et nuanceret billede af det sene liv, er der ny viden. Jeg skal tage denne nye viden med i min strategi til bekæmpelse af alderismerne. 

1. Aldring er en fælles erfaring hele livet. Vi skal være ‘for’ aldring – ikke imod den. Allerede i 30’erne må vi konfrontere aldersangsten. Hvis vi ikke gør det, risikerer vi at bære den med os gennem hele livet.
2. Aldring er ikke bare en lang nedtur. Livet ældes ligesom kroppens organer – med forskellig hastighed. Vi kan være fulde af liv i vores samliv og finde glæde i eftertænksomhed med venner, selvom kroppen ældes. Nye muligheder opstår – som at flytte til inspirerende bofællesskaber eller engagere sig i nye interesser. Også når gamle venner dør og efterlader et tomrum. Der er ingen faser. 
3. Vi må adskille alder og sygdom. Vi må ikke acceptere idéen om, at alder er ensbetydende med sygdom. Hvis en sygdom kan behandles, bør alder ikke stå i vejen for en indsats.
4. Aldring gør os mere forskellige. Livets erfaringer fører os vidt forskellige steder hen. Der findes ikke én stereotyp, der kan dække det sene liv. Historiske normer som alderstrappen er fastlåste og ude af trit med virkeligheden.
5. Alder er altid dobbelttydig. Aldringen rummer både muligheder og begrænsninger. Vi ønsker at blive ældre – men ikke gamle. Svækkelser og sygdom afslører kræfter og åbner døre til nye muligheder, vi aldrig havde forestillet os.
6. Det sene liv rummer uventede glæder og udfordringer. Disse kapitler bringer oplevelser, vi aldrig har mødt før, og stiller os over for opgaver, vi aldrig har løst før.
7. Vi bærer alle på aldersfordomme, der understøtter alderstrappen. Jeg har gennem livet udsat andre for aldersfordomme, og nu rammer de mig selv. Jeg må slippe gamle forestillinger om, hvordan jeg ser ud, og hvad jeg kan i det sene liv.
   

Der er mange kapitler i mit sene liv.
Med al denne nye viden er det tid til at gentænke det lange liv. Jeg har kaldt det alderdommen. Så talte jeg om den tredje alder som en livsfase. Det er vigtigt at afskaffe den tredje alder. Der er ingen faser. De er konstruktioner. Jeg kan fx. ældes i kroppen, men have hovedet intakt. Hvad er det for en fase? Mit hjem kan være forældet over alt. Alligevel er jeg nyforelsket. Hvilken fase er det? Der er ingen faser, men mange forskellige kapitler i det sene liv. 

Alderstrappen skal også ud af mit indre billedalbum. Jeg vil have bedre og mere præcise billeder af det sene liv. Efteråret kan være et passende billede. Det har været brugt af mange. Tage Voss skrev om “at visne lige glad”, og titlen på Lise Ehlers’ bog Løvfald rammer noget essentielt. 

Når jeg ser ud i min efterårshave, ser jeg noget, der ligner mit liv. Mange blomster er visnet, og haven bærer præg af forsømmelser gennem året. Alligevel er den smuk på sin egen måde. Selv i oktober er der georginer og jernurt – blomster, der først springer ud sent. De står her fulde af livsmod.

Den 17. november fandt min kone stadig blomstrende morgenfruer og storkenæb. Hvilken inspiration!  Vi  kan også blomstre sent!

Jeg ved endnu ikke, hvor langt efterårsbilledet rækker, eller hvordan det kan omsættes i praksis. Men det giver mig daglig glæde at tænke i disse billeder. Jeg lever endnu godt med mine skavanker og min kronologiske alder uden at fornægte, hvor jeg er i livet. Jeg kunne ønske at bidrage til et nyt sprog om alder. Det skal være et sprog, der kan bryde de fastlåste forestillinger om alderdom. 

Hvad kan jeg gøre?

Jeg er næsten holdt op med at tale om “alderdom” og “ældre. Jeg vil opdage alle de steder, hvor mine fordomme om alder stikker hovedet frem og argumenterer dem ned. Jeg vil blive bedre til at få øje på skønheden i gamle ansigter. Jeg vil lede efter forbilleder, der kan vise mig mulighederne i min fremtid.
Mit liv er ikke en fase. Det består af mange forskellige kapitler med forskellige begivenheder og muligheder. Jeg vil flytte min opmærksomhed fra min krop og til mine liv. Hvilken del af mit liv trænger mest til en ansigtsløftning? Hvor er der blomster på vej, som skal vandes? 

PS! Jeg bad ChatGPT om at skrive en tekst om aldring og identitet. Den er slet ikke så tosset. Du kan læse det her.