Af Knud Ramian
Begyndelsen
I begyndelsen af januar blev jeg kontaktet af journalisten Jannie Iwankow Søgaard, der havde talt med Christine Swane og spurgte om, jeg også ville deltage i et telefoninterview på baggrund af læserbrevet. Det kom i stand, og her er, hvad jeg husker jeg sagde:
Jeg kender godt til usynliggørelse. Jeg kan opleve det, når jeg går på strøget. De unge, der kommer imod mig, ser mig ikke, eller også tager de det som selvfølge at det er mig, der viger. Først når vi står ansigt til ansigt, kan vi finde ud af at dele pladsen.
Selskabelighedens spilleregel nr. 1: TAL
Under visse former for selskabelighed kan det se anderledes ud. Når man er i et selskab, er den uskrevne regel, at det drejer sig om at få sagt noget. Man hører ikke ret meget af, hvad de andre siger, men gør sig klar til at sige det man har planlagt, så snart der er bare en lille pause i talestrømmen. Der er sjældent nogen, der spørger til det der bliver sagt. Sådan er det, og hvis man så er ældre voksen og trækker vejret lidt langsommere, så er der jo flere pauser, hvor man let bliver afbrudt. Og det er de færreste ældre voksne, der har modet til at sige ’Hov, der blev jeg lige afbrudt. Spillereglerne forstærkes yderligere, hvis man er kvinde. Der er mænd som har en tilbøjelighed til at afbryde kvinder. De tænker ikke over det, men gør det bare. Den gamles reaktion er naturligvis oplevelsen af at være uinteressant og til overs. Så at være både kvinde og gammel kan gøre det ekstra svært at indgå i samtaler,” siger den 77-årige psykolog.
Om skabsalderisme
Jeg brugte ordet skabsalderisme til at beskrive, hvad det er, ældre mennesker oplever, når de overses og ekskluderes fra de fælles samtaler. Skabsalderisme udtrykker den ubetænksomme diskrimination, som mennesker over en vis alder kan opleve, når de overhøres eller overses uden at nogen ond vilje er til stede. Det ændrer ikke ved, at man kan føle sig overhørt eller overset.
Når man udsættes for racisme, sexisme eller alderisme, må de ramte selv være aktive. Skal man gøre op med skabsalderismen må den synliggøres. Det hjælper ikke at sige, at de andre er uopdragne. De gamle må selv tage ansvar. Der er mange metoder, men det er ikke dem alle, der dur. Jeg sidder med mange års erfaring inden for mit fag. Selvom jeg finder de erfaringer relevante, ved jeg godt, at de ikke tillægges værdi i dag. Man skal ikke henvise til fortiden eller sin erfaring. Enten har de hørt det før eller også er det bare ikke interessant.
De gode råd
Jeg kan derimod bruge min erfaring til at stille relevante spørgsmål. Det er faktisk hjælpsomt i en samtale at udvise lidt nysgerrighed for de andres opfattelser. Man kan spørge ind og interessere sig for de unges liv fx. Et opslag på nettet. Kan de mon lide, at man følger med? Man kan også bidrage med stof fra de sidste dages aviser, – som de ikke har tid til at læse. Det kan godt gøre dem interesserede og demonstrere, at den gamle følger med. Det giver en vis respekt. Det koster selvfølgelig, at man faktisk holder sig opdateret. Det nytter ikke noget at sidde som forurettet,. man har ingen ret til at blive hørt, hvis man ikke har noget at bidrage med. V,i kommer aldrig tilbage til de tider, hvor man fik respekt, blot fordi man var gammel. Spørg: “Hvad siger I andre til det?” Det at stille spørgsmål kræver lidt af de andre deltagere, og man får måske lukket nogle flere ind i samtalen. Det er faktisk mere risikofrit at stille spørgsmål end at komme med et modargument. Endelig kan man, hvis man tør være lidt mere direkte, række hånden i vejret med et smil, som man gjorde i skolen. Det markerer, både at man ikke kan komme til, og at man ønsker taletid. Får man ordet kan man sødt sige: ”Er det i orden at jeg fortsætter, hvor jeg blev afbrudt”. Det er lidt flabet. Jeg er faktisk nødt til at afsløre, at nogen i selskabet afbryder, hvis man vil have skabsalderismen stoppet. Jeg spurgte i par grupper på facebook og konstaterede at fænomenet var velkendt, at mine råd var virksomme. Men også at mange gamle heller ikke hører hinanden.





Skriv et svar til Knud Ramian Annuller svar