11 Tanker om Moderne Aldring

“Moderne aldring” er et forsøg på at ændre vores billede af, hvad der sker med os gennem livet. Når vi flytter fokus væk fra alderdom, ældre og forfald og i stedet tænker i aldring, sker der noget.

Pludselig handler det ikke kun om de gamle voksne – voksen+’erne. Så handler det om os alle. Vi er ikke bare nogen, der en dag bliver gamle. Vi aldrer hele livet.

Moderne aldring handler om, hvordan vi forstår alder, krop, arbejde, fællesskab, sårbarhed og livsmod i et samfund, hvor flere lever længe.

Jeg har samlet 11 korte tanker om det moderne lange liv. De kan læses hver for sig. Kig i indholdsfortegnelsen og begynd med den tanke, der rammer dig mest.

Måske bliver du klogere på dine forældre. Måske på dig selv. Måske på det samfund, vi er ved at skabe. Lad dig ikke skræmme af de nyopdukkende aldringsord. Er de fremmede, tænk over hvilke nye billeder, de skaber. ?

Jeg har skrevet mange små stykker om moderne aldring. Her er de samlet i essayet 11 tanker om moderne aldring.
Du kan downloade heftet på 25 sider her

Her får du 11 stik-ord fra indholdsfortegnelsen. 

11 tanker om moderne aldring

  1. Aldring er livslang.
    Aldring er vi sammen om – allesammen – altid.
  2. Aldring kommer også udefra.
    Samfundet er den stærkeste livsforlængende faktor. Uligheder i vilkår skaber de største forskelle i levealder.
  3. Aldring er det normale – ikke sygdom.
    Sygdom skal vurderes og behandles uanset alder. Bevidstløse aldersfordelinger bekæmpes: alder er ofte sortering, ikke forklaring. Hvis vi stopper ved alder, leder vi ikke efter de virkelige årsager.
  4. Aldringernes bedrag.
    Det er almindeligt ikke at føle sig gammel – men vi må samtidig erkende vores svagheder, så vi lever tryggere og klogere.
  5. Aldring skaber ulighed.
    Vi bliver mere og mere forskellige med alderen. Aldring sker i forskellige tempi. Kronologisk alder som målestok er ofte værdiløs. Ulighed bliver værre, når alderisme støder til. Et godt samfund bekæmper ulighed systematisk – også sent i livet.
  6. Aldringen sker både i kroppen og det levede liv.
    Vi må skelne mellem den aldrende krop og det aldrende liv – og adressere begge. Der er mange leveår at hente i det levede liv, som overses, hvis fokus kun er på kroppen.
  7. Aldring er et flertalsord.
    Vi taler ikke meningsfuldt om “ældre” uden at præcisere. Både kroppen og det levede liv rummer mange forskellige aldringer. Unuancerede livsfaser er ubrugelige forenklinger. Voksen+ er en mulighed.
  8. Aldringen er værst de sidste år.
    Et mål er flere raske leveår – også sent i livet. Forebyggelse og træning kan virke langt op i alderen.
  9. Aldring præges af den dyb alderisme.
    Vi må erkende den dybe alderisme: at vi alle bærer på automatiske billeder af “de gamle”, som er kulturelt arvede og svære at bekæmpe.
  10. Aldring er vejen til døden.
    Det skal være trygt at dø. Rettidig og kvalificeret palliation kan dæmpe frygten og ændre diskussionen om aktiv dødshjælp.
  11. Aldring er vejen til de sene glæder.
    De sene år i livet kan være de bedste. Fat det nu! 

    Hvad tænker du nu ? Skriv det!

Skriv en kommentar

Jeg er Knud Ramian

Velkommen! Jeg vil gerne sammen med min kone blive gammel, stolt og glad. Alderen kommer helt af sig selv, men gør stolthed og livsglæde også? Der skal mere end kost og motion til. Her er tekster om aldring, som gør mig klogere, gladere og måske verden bedre at blive gammel i. Vil du hjælpe til? Meld dig ind i FUAM klik her: https://bit.ly/3H6pDtO

Let’s connect