Tanke 11 om moderne aldring

Aldringen tager fart allerede før halvtreds års alderen. Det går først ud over vores fysiske og psykiske reserver, så derfor mærker vi det ikke i hverdagen og taler ikke meget om det. De aktive sportsdyrkere mærker det tydeligere i takt med at de avancerer nedad til seniorrækkerne og superseniorrækkerne. Mange kvinder mærker aldringen i form af en overgangsalder, der for nogle er forbundet med stort ubehag og ofte i flere år. På mange områder forbindes den sene aldring med tab. Tab af funktionsevne, tab af arbejdskammerater og venner, tab af motivation til ellers livslange interesser osv. Alligevel  bliver vi mere og mere tilfredse med alderen. Adskillige undersøgelser har vist at de 70+årige er den aldersgruppe med den højeste livskvalitet. Det er da værd at undre sig over. 

Hvorfor stiger livskvaliteten?

Vi ved godt at mennesker har en forunderlig  evne til at få maksimalt ud af deres liv selv under  kummerlige forhold.  Alligevel frygter mange aldringen.  Aldring har et dårligt ry og en dårlig presse. Den er omgivet af tusindvis af reklamer for produkter som adresserer aldringens begrænsninger. Det store paradoks opstår:  Vi vil gerne blive ældre, men vi vil ikke blive gamle.  Mennesker frygter aldringen – på afstand. – Det er jo ikke nyt; det har altid været sådan, at de 20 årige frygter at blive oldsager som 30 årige. Det er som om hver aldersgruppe har nogle værdier, som gør det svært for dem at få øje på mulighederne senere hen i livet. Lene Dernert og Kirsten Piltoft fra FUAM deltog på en kulturfestival og  satte en skrive-væg op med spørgsmålet: Hvad er det bedste ved at blive ældre? I løbet af en enkelt kort dag kom der en strøm af tilkendegivelser. Svarene var mangfoldige, men delte sig hovedsageligt i 4 grupperinger. Mere tid og ro, mere frihed og selvbestemmelse, mere nydelse og færre bekymringer og den sidste gruppering gjaldt større selvværd og visdom. Dog indkom få svar om smerter, sygdom og tab.

Hvor i livet høster man al den livsglæde? 

Det kan være så svært for yngre at fatte, at livet kan blive rigere med tiden. Glæderne hentes i menneskers ti liv. Se tanke 6 om de levede liv.  Hver eneste af de mange liv (Læs tanke)ændrer sig løbende med tiden. Ikke altid til det bedre, men alligevel ender resultatet med stigende livskvalitet. 

Der er tale om en såkaldt ‘Babuska-effekt’. Babuska er navnet på en russisk trædukke, der kan deles på midten. Inden i findes en ny mindre dukke, der kan ligeledes kan deles på midten og så fremdeles. Takket være Babuska effekten kan det lykkes at opdage nye muligheder, når de gamle muligheder forsvinder. Det er tit muligheder, som jeg kun dunkelt anede eksistensen af, og som jeg ikke tillagde den værdi, de faktisk viste sig at have. Den opdager jeg. Selv mennesker, der i en høj alder er kommet sig over en sygdom, kan man høre sige: “Jeg ville ikke have været foruden.” De har alderens evne til at integrere det svære i deres livshistorie. Det er ikke sjældent at høre mennesker sent i livet sige, at de aldrig har haft det så godt som nu. 

Samfundet udnytter i stigende grad de livsglade voksne. De bliver længere på arbejdsmarkedet. De aflaster børnefamilier. De er afgørende i det frivillige arbejde. De er rygraden i dansk kulturliv, de har en stigende betydning for den økonomiske vækst. Det aldersvenlige samfund styrker anerkendelsen af voksen+ernes indsats. De frivillige skal have kompetencebeskrivende stillingsbetegnelser, ikke bare være frivillige. Det kan gøres gennem udnævnelser. “Den mest seniorvenlige virksomhed” , en  slags ‘borgerløn’ (frikort ti offentlige faciliteter.) til de der forpligter sig ekstra i det frivillige arbejde. Der er mange muligheder. 

Ikke alle tager del i festen

MEN det kan ikke benægtes, at ikke alle kan tage del i festen. Der er mennesker som har smertefyldte sygdomme. De kan være forladte eller deprimerede uden at kunne komme ud af deres situation ved egen hjælp. Derfor har de 80+ årige, specielt enlige mænd, landets højeste selvmordsrate. I det aldringsvenlige samfund indrettes den opsøgende forebyggende indsats, så vi bliver bedre til nå denne gruppe. 

I FUAM findes et slags motto: “Sammen dyrker kunsten at se muligheder-altid-allevegne. Det sene liv er fuldt af muligheder, hvis vi kan få øje på dem og udnytte dem. Det imponerende er ikke dem, der opfører sig som unge, men dem der finder muligheder på trods.

Skriv en kommentar

Jeg er Knud Ramian

Velkommen! Jeg vil gerne sammen med min kone blive gammel, stolt og glad. Alderen kommer helt af sig selv, men gør stolthed og livsglæde også? Der skal mere end kost og motion til. Her er tekster om aldring, som gør mig klogere, gladere og måske verden bedre at blive gammel i. Vil du hjælpe til? Meld dig ind i FUAM klik her: https://bit.ly/3H6pDtO

Let’s connect