Lev Livet langt

Tanke 10 til et aldringsvenligt samfund

Det er ikke nogen skam at dø i min alder, men jeg kan ganske enkelt ikke lide tanken om, ikke at være her mere. Sådan har jeg det. Skal verden virkelig køre videre uden mig? Jeg må lære at glæde mig over de frø, som jeg nåede at så. Glæde mig over at være et led i en kæde, som jeg tror, kan bringe verden et bedre sted hen. 

Jeg bryder mig heller ikke om at visne. Jeg er ikke længere i tvivl om, at bladene falder, men jeg kan samtidig konstatere, at glæden ved livet ikke visner. Hver gang et blad er faldet viser det sig, at der meget godt liv at leve og at nye muligheder er indtil videre dukket op. 

Der er mange, der gerne vil hjælpe mig. I det mindste med rynkerne. Uden større held. Der har altid været nogen, der mente, at de var tæt på at finde livets kilde og vejen til evigt liv. De er desværre alle døde af de sædvanlige årsager, men nye kure dukker hele tiden op.

Moderne forskning har opdaget aldringsprocessernes mangfoldighed. Som beskrevet i tanke 7 har synet på den biologiske aldring ændret sig. Opdagelsen af de mange forskellige intracellulære aldringsmekanismer har sat gang i megen forskning. Aldringen betragtes opfattes som forskellige funktionsforstyrrelser i organer og celler. Den erkendelse har givet fornyet håb. De kan principielt repareres. Hver af disse funktionsforstyrrelser giver anledning til nye muligheder for livsforlængelse. De fleste af disse reparationsmuligheder er endnu på hypoteseplanet. Museforsøg og biomarkører sælges som “gennembrud”. Der kommer nye  produkter og behandlinger, der selv med beskedne løfter fx. fra museforsøg kan finde et marked. Min pengepung vil fortsat blive udfordret. 

Nogen er allerede i fuld gang med at sikre deres udødelighed med optimering af deres funktioner. De vil optimere flest mulig af kroppens processer med løbende monitorering af blodtryk, søvnmønstre, hormonproduktion osv. 

Inspirationen kan jeg finde ved at følge diverse pionerer på nettet. Den amerikanske rigmand Bryan johnson får blodtransfusioner med blod fra teenagere, måler mængden af mikroplastic i sin sæd, osv osv. 

Han påstår, at han er verdens mest målte menneske. Han regner ikke med at dø. Han har 3 mio. følgere. Det må være lidt som at følge Alex Honnold , der besteg et 500 meter højt skyskraber uden udstyr mens hele verden kunne se med. 

Industrien har længe dyrket anti-aging som et kvalitetsbetegnelse for skønhedsprodukter, men industrien er følsom over for tidsånden. Den har nu udviklet pro-aging produkter. Bevægelsen fra anti-aging og hen imod pro-aging, betyder at aldring ses som en naturlig og værdifuld del af livet. I stedet for at forsøge at skrue tiden tilbage, handler pro-aging produkter om at acceptere alderens spor og sætte pris på det liv, den erfaring og den autenticitet, som følger med. 

Der er ingen tvivl om, at der fortsat er mange penge at hente i løfterne om et længere liv. 

1) Det aldringsvenlige samfund vil følge forskningen i aldringsprocesser med stor opmærksomhed. Det vil være kritisk undersøgende i forhold til den strøm af livsforlængende muligheder, der vil dukke op. Vi gør det vel vidende, at der gennem historien er tjent formuer på salg af uholdbare løfter om et længere eller et evigt liv. 2) Det aldringsvenlige samfund vil fortsætte de uforløste diskussioner om, hvad er det for en del af livet vi skal forlænge. Er det de 30- årige, der skal forblive 30 eller er det de 99-årige, der ikke længere skal dø. Hvem skal i et samfund med stigende ulighed kunne udnytte disse muligheder, hvem skal ikke? Til hvilken pris?

Den trygge død

Måske er det ikke så meget døden i sig selv jeg frygter, men vejen dertil. Jeg kan frygte den sidste tid – den mest sygdomsprægede afslutning. Vi ved, at for mange er de sidste to-tre år præget af alvorlig svækkelse. Jeg vil så nødig ende livet pinefuldt og uværdigt… Her ligger kimen  til ønsket om assisteret selvmord. Hospicerne har vist, hvordan det er muligt at skabe trygge rammer for livets afslutning. Hvis jeg føler mig overbevist om, at det kan være trygt at dø, vil det dæmpe min frygt. Det kan godt lade sig gøre. Tænk, hvis jeg var stolt over, hvor godt det er at dø i Danmark? Er det vild tanke? Der er ikke brug for assisteret selvmord, men en langt bedre udnyttelse af de allerede eksisterende muligheder.

I det aldringsvenlige samfund er det trygt at dø. Jeg kan se frem til den sidste tid uden angst for smerter. Hvis jeg føler mig sikker på en kvalificeret palliativ behandling må ønsket om aktiv dødshjælp svækkes. I dag er vi et sted, hvor den såkaldte palliativ behandling er veldokumenteret og kan holde stort set alle mennesker symptomfrie, hvis den gives rettidigt og kvalificeret. Den reducerer unødige indlæggelser og er en støtte for de pårørende. Desværre den palliative indsats er meget ulige fordelt, den tilbydes fortrinsvis kræftpatienter. Mennesker med diabetes, hjertesvigt og KOL tilbydes sjældent palliation. Den sociale ulighed er nok en af forklaringerne på forskellene. Palliation for mennesker med demens er fortsat under udvikling. Den er geografisk spredt og uddannelsen utilstrækkelig. Problemet med palliation er ikke dens manglende effekt, men at for mange ikke henvises eller henvises for sent. Hvorfor kan vi ikke finde ud af det? 

Det aldringsvenlige samfund vil arbejde på, at alle kan føle sig trygge ved at skulle dø. Alle har ret til palliation, rettidigt og kvalificeret. Hvis alle kan få en værdig symptom- og smertefri palliativ indsats i tide ville diskussionen om assisteret selvmord blive anderledes.