Tanke 3   i serien om moderne aldring

af Knud Ramian

Vi står midt i et paradigmeskifte.
Nu har ældreministeren nedsat Rådet for et aldersvenligt samfund, som allerede til foråret skal komme med en ‘vision’ for et aldersvenligt samfund.

Jeg håber, det kan råde lidt bod på skaderne efter en ældrelov, der kun beskæftiger sig med syge gamle.


Den lov er rendyrket alderisme!

Vi blander nemlig alt for ofte alder og sygdom sammen.
Det er en af de mest udbredte former for alderisme – og den gør skade på både mennesker og samfund.
Vi må holde de to vigtige begreber adskilt, men det er ikke så enkelt.

 Når noget er aldersbetinget, betyder det ændringer, som rammer alle med alderen.
Eksempel: Muskelstyrken falder for alle mennesker, når vi bliver ældre.

 Når noget er aldersrelateret, betyder det sygdomme eller tilstande, som bliver mere hyppige, når vi bliver ældre – men som ikke skyldes alder i sig selv.
Kræft, KOL, demens og hjerte-kar-sygdomme opstår ofte tidligere i livet, men udvikler sig langsomt og bliver først mærkbare i alderdommen.

Når vi ikke skelner, gør vi alder til syndebuk – og dermed til en forklaring, der forhindrer os i at handle.
For hvem kan stille noget op med den gamle “Ælde”, der viste sig, at være ingen ringere end Midgårdsormen?

Under coronaepidemien blev alder hurtigt udråbt som årsagen til høj dødelighed.
Først senere blev det klart, at det i højere grad handlede om multisygdom og svækkelse – ikke om alder i sig selv.
Aldring kan øge en sårbarhed uden at være den primære årsag.

I hverdagen falder vi selv i fælden:
“Jeg er gammel, derfor er jeg magelig eller overvægtig.”
Men ofte handler det om for lidt eller for meget brug af kroppen – ikke om alder.

Konsekvenserne af den manglende skelnen er alvorlige:

  • I sundhedsvæsenet bliver ældres sygdomme undertiden negligeret, fordi de ses som “naturlige følger” af alder.
     Men sygdom skal behandles som sygdom – også sent i livet – hvis der findes en effektiv behandling.
  • arbejdsmarkedet bliver medarbejdere kategoriseret som “gamle”, når de i virkeligheden bare mangler opdateret efteruddannelse.
     Ingen uddannelse holder i 30 år. Det er ikke det samme som, at alder i sig selv gør én uegnet.
  • I forskningen og lovgivningen bruges aldersopdelte tabeller ofte uden refleksion.
     De burde altid ledsages af en analyse: Er det aldersrelateret eller aldersbetinget?

Moderne aldring er et opgør med denne vanetænkning:

  • I sundhedsvæsenet skal man behandle sygdomme uanset alder.
  • På arbejdsmarkedet skal der udvikles strukturer, arbejdsmiljø og vedligeholdelse, der får os til at holde hele arbejdslivet.
  • I forskning og lovgivning skal vi stoppe misbruget af bevidstløse aldersfordelinger og ubegrundede alderskriterier.

Og i min egen tænkning må jeg også være på vagt.

Det er for let at bruge alder som undskyldning.

 Aldring er normalt –  ikke sygdom. Det er på tide, vi holder de to ting ude fra hinanden.

Skriv en kommentar

Jeg er Knud Ramian

Velkommen! Jeg vil gerne sammen med min kone blive gammel, stolt og glad. Alderen kommer helt af sig selv, men gør stolthed og livsglæde også? Der skal mere end kost og motion til. Her er tekster om aldring, som gør mig klogere, gladere og måske verden bedre at blive gammel i. Vil du hjælpe til? Meld dig ind i FUAM klik her: https://bit.ly/3H6pDtO

Let’s connect