Jeg har samlet nogle tanker om “Moderne aldring”, som jeg vil dele i den kommende tid. De kan være nyttige for de aldrendes oprør. Der er brug for grundlæggende at gentænke det lange voksenliv.
Der bliver ofte sagt, at vi lever længere – og det er rigtigt.
Men det er ikke hele sandheden. Danskernes gennemsnitlige levealder stiger ganske vist med omkring fire minutter om dagen, og det trøster mange sig med.

Fremgangen skyldes dog ikke, at de ældste lever længere, og heller ikke nye mirakler fra lægevidenskaben. Den skyldes først og fremmest, at færre dør tidligt i livet. Flere når ganske enkelt at blive 80 år.
Når man først er blevet 80, er den forventede restlevetid kun steget ganske lidt i de seneste 20 år. Levealderen påvirkes stadig af køn og social ulighed. Men fordi vi nu er langt flere 80-årige end før, vil der naturligt også være flere, som når de 100. Som beskrevet i “Tanke 5” vil gruppen 80+ præget af en enorm diversitet.
Der forskes meget i longevity. Men vi ved stadig for lidt om, hvordan man forlænger både levetiden og antallet af raske leveår for os 80+’ere. Er forebyggelse for sent – er løbet kørt? Nej.
Funktions- og sansetræning virker også efter 85. Derfor bør oprøret nu handle om at øge antallet af raske leveår – år uden alvorlig sygdom sidst i livet. Det vil kunne få enorm betydning for både samfundet og den enkelte.
Det kræver
1. flere let tilgængelige og overkommelige træningsforløb for de ældste, og
2. en mere radikal indsats mod multisygdom – et område, som det specialiserede sygehusvæsen stadig har svært ved at håndtere.
Behandlingen af den aldrende krop med multisygdom passer dårligt ind i det eksisternende sundhedsvæse. Det er bygget op omkring enkeltdiagnoser og specialer. Der er også stive grænser mellem praktiserende læge, sygehus og kommune.
Det kræver tværfaglige teams og personligt ansvarlige behandlingsforløb.
Måske er tiden kommet til at drøfte endnu en sundhedsreform – én, der tager udgangspunkt i de ældres komplekse virkelighed.




Skriv en kommentar