FUAM som platform

FUAM som platform

 Af Knud Ramian

I mange år har jeg talt om FUAM som en platform, men jeg må erkende, at det ikke nødvendigvis skaber de rette billeder. Derfor vil jeg forklare det på en anden måde.

FUAM udspringer af en indsigt, en gruppe unge psykologer fik i 1979. De gængse forestillinger om aldring som en uundgåelig svækkelse stemte ikke overens med virkeligheden. Der var langt mere potentiale i de gamle voksne – og de muligheder skulle udnyttes.

Den tanke lever videre i dag: Aldringens kunst handler om at  se og bevare muligheder – altid.

Men hvorfor er det vigtigt at se muligheder? I det sene liv møder du forandringer og udfordringer hos dig selv og omkring dig. Kan du hele tiden se muligheder er vejen banet for at leve et liv, hvor du får meningsfyldte hverdage med velvære, virkelyst og samvær. 

FUAM skal være et af dine redskaber 

FUAM er ikke en forening, der handler på medlemmernes vegne – det er medlemmerne, der handler. FUAM kan være et redskab, der støtter, styrker og dyrker de muligheder, der bidrager til dine meningsfyldte hverdage med velvære, virkelyst og samvær. 

Medlemmernes initiativer – eksempler fra FUAM

📌 Profilplejehjem – Eva Tørnæs fik idéen og FUAM’s støtte til at arbejde videre med den. Vi har haft flere møder med kommunen, og hun arbejder stadig for at gøre det til en realitet.

📌 Byudvikling og alder – Vi blev inviteret til en konference om boligsituationen for ældre i Aarhus. En lille gruppe tog initiativ til at mødes med stadsarkitekten. Vores oplæg om at gøre byen bedre at blive gammel i blev skrevet af Eva, Gunnar og mig – ikke af FUAM.

📌 Forskellige veje til en god alderdom – Jeg ville støtte længst muligt i eget hjem. Inger Nygaard tog i stedet initiativ til at arbejde for et plejehjem i Midtbyen. Begge initiativer er eksempler på, at vi ikke behøver at være enige om alt – så længe det handler om at udvikle alderens muligheder.

FUAM er en åben ressource – brug den!

FUAM er ikke kun for bestyrelsen – alle medlemmer kan bruge deres tilknytning.
📌 Vil du deltage i et møde eller et seminar? Efter aftale kan du repræsentere FUAM og melde tilbage.
📌 Vil du skrive en tekst/ et læserbrev ? Skriv i vores blad. Brug dit medlemskab – bare hold FUAM orienteret.
📌 Eksempler: Anne-Grethe Hansen deltog i en konference om byudvikling i Finland via FUAM. Inger-Lise Dyrholm brugte FUAM til at deltage i konferencer om forbedring af ældreplejen.

Hvad får du ud af at engagere dig?

Et medlemskab i FUAM kan styrke dit selvværd, din virkelyst og i sidste ende din livsglæde.

Men vi kan helt sikkert blive bedre til at udnytte dette. Hvordan kan vi gøre FUAM til et endnu stærkere redskab for medlemmerne? Det vil jeg gerne vide mere om.

Artiklen stammer fra Nyt fra FUAM, nr. 2, 2025

Skriv en kommentar

Jeg er Knud Ramian

Velkommen! Jeg vil gerne sammen med min kone blive gammel, stolt og glad. Alderen kommer helt af sig selv, men gør stolthed og livsglæde også? Der skal mere end kost og motion til. Her er tekster om aldring, som gør mig klogere, gladere og måske verden bedre at blive gammel i. Vil du hjælpe til? Meld dig ind i FUAM klik her: https://bit.ly/3H6pDtO

Let’s connect