Byudvikling og mikroaktivisme
Af Knud Ramian
Som jeg skrev tidligere, starter byen lige uden for din dør. Det samme gælder byudviklingen for seniorer. Jeg dyrker med stor glæde, hvad jeg kalder mikro-aktivisme. Det handler om at finde små handlemuligheder, der passer til min handlekraft, men som alligevel kan gøre en forskel.
Jeg tjekker mit fortov og de veje, jeg ofte går på
Jeg kan forlænge min og andres levealder ved at være opmærksom på skæve fliser. En kant på blot få centimeters højde er en trussel for småtgående, som let kan falde og brække lårbenet. I et tilfælde fra 2015 faldt en person på et fortov tæt ved sit hus på grund af en skæv flise. Der var en niveauforskel i flisebelægningen på mellem 3 – 5 cm, Det tilstrækkeligt til at idømme kommunen erstatningsansvar. Se her

Det er farligt og dyrt
7000 falder hvert år og brækker lårbenet. Omkring en tredjedel af alle over 65 år har mindst én faldepisode om året. Af dem, som falder, er halvdelen udsat for gentagne fald. Det betyder, at fald ofte hænger sammen med andre sygdomme og derfor kan udvikle sig til en farlig tilstand. De kan blandt andet få lungebetændelse af at ligge for længe i sengen, og der kan dannes blodpropper. Selvom kun ca. 10 % af alle fald fører til alvorlige skader, repræsenterer disse omtrent 20-30 % af alle skaderelaterede sygehusindlæggelser.
Jeg bruger appen Borgertip
Jeg er ikke god til at løfte fødderne. Så jeg god til at opdage de skæve fliser. Jeg har installeret appen “Aarhus Borgertip” på min telefon. Den gør det nemt og enkelt at indberette skader og andre forhold på kommunens vej- og parkarealer, som bør udbedres.
Til indberetningen kan du skrive en kommentar og tage et billede med din smartphone. Herefter vises din position på et kort. Du har mulighed for at flytte et sigtekorn til præcis det sted, hvor du har observeret skaden. Derefter sendes hele din indberetning til kommunen, som herefter vil undersøge skaden. Man kan også indberette på kommunens hjemmeside via “Borgertip”. Klik på “Borgertip”.
Fantastiske resultater
Jeg har gennem tiden fået flotte resultater ud af at bruge “Borgertip”. Det fører for vidt at fortælle om dem alle. Jeg skulle til FUAM-møde i Klostergade og observerede en stor vandpyt ved en skæv flise uden for FØTEX. Den var livsfarlig. Den blev indberettet, og næste gang jeg kom forbi, var det rettet. For nylig, på en af mine hyppige skovture, kom jeg forbi en bænk med et råddent bræt. Da jeg kom forbi to dage senere, stod der en ny bænk! Det er en fantastisk service. Jeg bliver lidt stolt, hver gang det lykkes at skabe en forbedring..




Skriv en kommentar