Jeg brugte 10 år på nedtrapning – er det en god ide?
Af Knud Ramian
Jeg er trappet ud af arbejdslivet – omsider. Det skulle være godt at gøre det langsomt. Det har jeg brugt 10 år på. Jeg har været privilegeret ved at have mulighederne for en gradvis tilbagetrækning. Jeg nærmest sivede ud af arbejdsmarkedet.
Der er sikkert nogen, der gerne vil vide, om det er en god ide. Det rykker i alle hjørner af eksistensen på godt og ondt. Det gør noget ved friheden, ensomheden, selvfølelsen, og meningen med det hele.
Den lette løsning
Det skulle ikke være så svært, har jeg læst. Der er ikke belæg for at hævde, at det skulle være specielt vanskeligt at gå på pension. For de fleste er forandringerne nemlig ikke så store. De følger en meget enkel strategi: De lader livet fortsætte. Når arbejdet falder ud, bruger de mere tid på det, de plejer at gøre. Man savner kollegerne en periode, men længslen efter arbejdet forsvinder uhyggelig hurtigt. Arbejdets positive betydning er vildt opreklameret. De fleste nyder friheden ved at bruge mere tid på alt det sædvanlige – sove længere, mere morgenavis og rosenpilleri og så er de 37 timer hurtigt brugt. Hvis man som jeg ville noget andet, holder det op med at blive simpelt.
De første skridt
Da kommunalreformen kom var jeg 62 år og sad som leder af et lille amtsligt evalueringscenter med 10 -12 ansatte. Det havde været en gode karriere. Jeg kunne have trukket mig tilbage på det tidspunkt, men ville gerne opleve reformen indefra, så jeg blev 1. Januar 2007 afdelingsleder for en afdeling i en ny regional organisation med over 100 medarbejdere. Amtet havde dog en rigtig god seniorordning, som ville ophøre i regionen, så efter et halvt år slog jeg til, gik på deltid og fik ‘fleksibel efterløn’. Så kunne jeg kunne beholde det sjoveste af mit arbejde og forsøge mig som freelance konsulent. Det blev en arbejdsom periode, med mange spændende opgaver, men også meget rejseri og et bureaukrati uden lige for at få udbetalt den meget lidt fleksible efterløn. Da jeg blev 68 søgte jeg om folkepension og tog hul min arbejdsmarkedspension. Jeg blev nu timelønnet seniorkonsulent med 1-2 dage om ugen på min gamle arbejdsplads, og laver i dag nu noget, som jeg er god til. Timetallet har været konstant faldende. Jeg yder specialiseret sparring til mine gamle kolleger. Som 72 årig – havde jeg en dejlig afskedsreception, og sluttede den sidste opgave.
Hvorfor holde op når man er god?
For ti år siden argumenterede jeg for at blive ved med at arbejde: Hvorfor dog holde op med gøre noget, som man er rigtig god til, for at kaste sig over noget nyt, man alligevel aldrig bliver god til? På den anden side nagede det mig løbende, at jeg godt vidste, at det ikke kunne blive ved. Det ville holde op en dag. Oplevelsen af andre menneskers tragiske sortie fra deres arbejde, har vist mig, hvor vigtigt det er at komme ud af arbejdsmarkedet på den rigtige måde og på det rigtige tidspunkt. Man skal lære at give slip: Jeg er holdt op med at blande mig og opsøger ikke nye opgaver – sådan siver jeg ud.
Friheden
Drømmen om friheden viser sig at være lidt af en tilsnigelse. Det er dejligt ikke at skulle ud i morgentrafikken hver dag. Nu skulle vi have frihed til at rejse på de billige tidspunkter. UPS! Den går jo ikke granberg! De fleste valg har jo konsekvenser. Jeg kan ikke rejse, uden at det går ud over de to dage om ugen, hvor vi har valgt at være sammen med vores dejlige børnebørn, som vi er så heldige at have i nærheden. De dage skal jo planlægges sammen vores børn, og det påvirker deres muligheder for at planlægge. Vi har fri, når de har fri! Jeg kan heller ikke svigte sangkoret. Friheden giver mange valgmuligheder, men alle valg har jo konsekvenser, som jeg må tage ansvaret og skylden for. Det er lidt bøvlet med al den frihed – måske er det derfor mange ikke træffer nye valg?
Heldigvis lever jeg i et godt ægteskab, og har jeg været engageret medlem af FUAM Foreningen til Udvikling af Alderdommens Muligheder og redaktør af vores blad i mange, mange år. Her er muligheder for at leve videre, og der er ingen pensionsalder.
Alene i verden – på en ny måde
Mit liv er mit eget – selv de nærmeste og mest engagerede er jo kun tilskuere til mit liv. Men selvom der er kun mig til at leve mit liv, er jeg jo forbundet til mange mennesker, først og fremmest min kone og mine børn. Min kone er også blevet pensionist, men hun holdt meget mere brat end mig – så hun har langt mere ledig tid, som hun fylder ud på sin måde. Nu har vi to noget forskellige liv, der skal leves sammen. Det var meget enklere den gang med to fuldtidsjob. Hvis vi ikke passer på, får vi faktisk ikke meget tid til at være pensionister sammen. Det havde vi jo også glædet os til. For at genskabe lidt fælles pensionistfrihed har vi indført en aftalefri uge, hver måned, hvor vi ikke forpligter os på andet end hinanden. Sammen er vi rigtige pensionister en uge om måneden.
Om at blive en anden mand
Mange af mit livs legekammerater findes over hele landet i det arbejdsliv, som jeg er på vej ud af. Dem har jeg kunnet holde kontakten med gennem alle 10 år. Når jeg inden længe lukker de sidste døre til mit arbejdsliv, forsvinder de mange mennesker, som jeg har kendt og holder af, ud af mit liv. Der er kun ganske få, som jeg kan tage med over i det nye liv. Jeg har ikke i de mange år behøvet at være opsøgende efter nye legekammerater, men nu bliver jeg meget mere alene. Mange mennesker i mit nye lokale liv, kender ikke mit gamle liv. Jeg skal indstille mig på at være en anden slags Knud Ramian. Jeg skal kunne leve livet uden det stillads, som min fortid har skabt. Jeg vil ikke være en, der hele tiden skal trække fortidens bedrifter frem, så jeg bliver lidt alene med alt det, der har været, og som jeg har haft sammen med de mennesker, jeg skal sige farvel til. Det gør lidt ondt. Det rykker i selvfølelsen, men det er begyndt at gå over. Man skal lære at give slip. I FUAM – Foreningen til Udvikling af Alderens Muligheder er en slags redning. Ja, det er udvikling af alderens muligheder vi arbejder på. Her er mennesker, som jeg har kendt i årevis, og her kan jeg fortsætte min indsats, til jeg segner.
Hvad skal give mening – resten af livet.
Arbejdsmarkedet har gennem de 10 år bidraget med den selvfølgelige mening, at man tjente til livet opretholdelse, øgede sine pension mm. Der er gået 10 år mere, hvor jeg har udsat at skulle svare på spørgsmålet: Hvad skal meningen nu være? Giver det mig mening, at arbejde 14 år mere eller til jeg segner? Kunstnere gør det da. Efter 10 års nedtrapning fra arbejdsmarkedet giver det ikke længere mening. Måske har jeg lært at give slip. Det er en glæde, at give slip og slippet giver faktisk fornyede kræfter.
Men hvordan er så udsigten over det liv, jeg nu skal finde mening i? Den er helt uigennemskuelig. Da jeg startede på min udsatte folkepension fik jeg et brev fra kommunen, der oplyste mig om min forventede restlevetid. Restlevetiden var dengang 18 år. Nu har jeg brugt ti år som arbejdende senior så iflg. statistikken har jeg i dag har 14 år tilbage. Jeg kan altså regne med at blive 86. Hos DR kan jeg finde en personlig alderstest. Ifølge den bliver jeg 112 år. Det giver knap 40 år, så måske har jeg et helt halvt liv tilbage! Ingen ved, hvor mange år det giver med invaliderende svækkelse og handicap. Hvad ligger der og gemmer sig i mine gener? En del er døde i løbet af de 10 år. Kræfterne er ikke, som de var for 10 år siden. Livet bliver farligere og farligere med årene. Vilkårlighederne står i kø. Eksistensen bliver skrøbeligere hele tiden. Det kan mærkes. Sådan synes jeg ikke, at verden så ud for 10 år siden. Hvordan bygger man visioner for fremtiden op med den udsigt?
Kommunen ved, hvad de synes er godt for mig. De investerer nemlig i, at gøre mig til en uafhængig og billig borger. Det budskab gemmer sig overalt i deres kommunikation med mig. Hvis de kan få mig til at spise grøntsager og fisk, motionere en time om dagen, holde op med ryge, drikke meget mådeholdent, og blive frivillig medarbejder, så bliver jeg en billig borger, der yder og ikke koster i sundhedsvæsen og hjemmepleje. Det tilsiger statistikken. Desværre kender jeg for mange, der har gjort netop det, og de døde tidligt alligevel. Det lyder fornuftigt, men er ikke særligt sikkert og ikke muntert.
Når arbejdets værdi forsvinder, sker der noget med værdierne i ens liv. Hverdagene fylder op. Aldrig har jeg nydt hverdagene som nu, morgenerne og avislæsningen er blevet hellige stunder. Jeg følger meget mere med nu, hvor jeg ingen indflydelse har. Jeg glæder mig over, at vi fik ukrudtet væk i maj – og at Georginerne har vundet over sneglene. Der er faktisk meget mere, jeg gerne vil. Jeg vil gerne blive ’olde’ sammen med min kone. Hver morgen over kaffen hilser vi på hinanden i ingefærsnapsen: ”Til de 100 – i god behold!”.Jeg vil gerne være til glæde og nytte for mennesker omkring mig. Faren for at blive en sur gammel mand lurer altid. Jeg vil gerne bruge tid på at være interesseret i, hvad der sker omkring mig og følge med. Jeg vil gerne bidrage med mine vurderinger af verden, som den ser ud, når man har en livslang udsigt. Jeg vil gerne leve, så mine børn og børnebørn får et positivt indtryk af alderdommen i et samfund, hvor den frygtes og nedvurderes. Jeg ved, at der også fremover er meget, som jeg skal slippe. Jeg vil gerne kunne holde ud, kunne slippe i tide med ynde og uden klage. Det kræver lidt øvelse.
Tilbageblikket
Jeg har haft heldet med mig. Jeg er en glad sjæl i et godt liv i verdenshistoriens største smørhul. Efter 10 år kan jeg konstatere, at den gradvise tilbagetrækning har givet mange års arbejdsglæde, muligheder for at bruge mine kompetencer og have kontakt til mine kolleger. Det fortryder jeg ikke, men jeg skal jo alligevel holde op – en dag.
Hvad er prisen?
Jeg kan jo konstatere at den gradvise tilbagetrækning har taget tid og opmærksom fra udviklingen af andre muligheder. Det var sket i en periode, hvor jeg faktisk havde flere kræfter, end jeg har nu. 10 år er lang tid i denne ende af livet. Der kan ske meget i løbet af de 10 år. Jeg var fx blevet hjertepatient. Jeg kunne have givet slip på et tidspunkt, hvor jeg havde længere tid og flere kræfter til at møde nye mennesker og skabe nye muligheder i andre hjørner af livet.
Pensionistlivet tilbyder en overvældende frihed, men den er måske kun tilsyneladende. Ikke alle valg er mulige, og de valg man træffer får hurtigt konsekvenser og giver ansvar, som begrænser friheden.
Valgene kan også rykke i de relationer, man har til andre mennesker, så relationerne ændrer og skal genforhandles og ændrer sig. De mennesker, der vælger den lette vej eller som længe før pensionsalderen, har skabt sig det liv, der bare kan fortsætte, når de brat slipper deres arbejde, har det nemt.
Vil man noget andet end den lette løsning, holder det op med at være enkelt, og man skal tænke sig om.
Jeg er ikke buddist, men har gemt et lille citat af Budda til sidst, fordi det har en egen skønhed, og helt specielt budskab om den måske vigtigste pensionistkompetence: Giv slip!
“Lær at give slip i dig selv, i kontrollen og i begæret. Intet varer jo ved her i livet, så lær kunsten at give slip. Dette er nøglen til igen at kunne føle livsglæden.”
Første udgave maj 2021
Lev Livet langt 
Skriv en kommentar