Lev Livet langt

Af Knud Ramian

En dag fik jeg ringet til flere gamle venner, som jeg gerne ville have ringet til gennem længere tid.  De blev faktisk rigtig glade over en opringning. Jeg blev lidt glad og følte mig lidt mere værd den dag.  

Jeg er stadig i gang med at tænke over mine 10 liv, som mit merliv består af (Læs artiklen her:https://bit.ly/3s6MhdQ). Denne gang  er det mit ‘arbejdsliv’ i det lange tidsperspektiv, jeg undersøger. Jeg vil hævde, at jeg vil være på ‘arbejde’ hele mit liv. Mit arbejde består i at skabe værdi for mig selv og andre, så længe jeg lever. Min opgave er at finde ud af, hvordan det lykkes. 

Ni kilder til værdiskabelse, som  jeg kan udvikle 

Jeg har fundet 9 veje der kan føre til værdi for mig selv og andre.   1. at være sat pris på, 2. at være noget værd, 3. at have borgerværd 4. at være værdifuld, 5. at være til nytte, 6. at klare sig selv, 7. at udrette noget 8.at have værdi som arbejdsgiver og 9. at have egenværd

Jeg slutter artiklen med at konkludere at ‘arbejde’(bortset fra pengene til brødet på palisanderbordet) handler om at have værd. Jeg ophører jo ikke med at have værd, fordi jeg ikke får løn. Den største værdi jeg har som menneske, har måske meget lidt at gøre med min lønindtægt. 

Min anden pointe er at værdiskabelse er en livslang beskæftigelse og vedbliver til jeg dør – og måske længe efter. Der er noget at arbejde efter og arbejde for. Jeg vil gerne bevare mit selvværd. 

Du kan læse om de 9 veje her: 

1. At være sat pris på…

Der er mennesker, der arbejder livet ud. Selvstændige erhvervsdrivende har måske et livsværk, som giver dem værdi og holder dem i gang til langt over den almindelige pensionsalder. “Forhenværende” forlænger  ofte deres arbejdsliv og kontakten til deres netværk med bestyrelsesposter.  Specielt for kunstnere har  ‘arbejdet’ en anden værdi. Ofte arbejder de livet ud for en værdsættelse, men på et kunstmarked. 

 Flere og flere bliver også længere på arbejdsmarkedet. Det har arbejdsmarkedet godt af, men risikoen er, at  miste de år, hvor man virkelig har overskud til at gøre noget, der gavner een resten af livet. Jeg forsøgte selv at blive længere på arbejdsmarkedet og blev dermed for gammel til at blive rigtig god til golf, bridge og orienteringsløb.  (Det var jeg måske aldrig blevet alligevel, men det finder jeg heldigvis aldrig ud af.). Da jeg omsider holdt op, skulle jeg til at have skiftet hjerteklap, have installeret pacemaker og udvidet kranspulsårer. Nu skulle energioverskuddet bruges til genoptræning. Var det klogt, men hvem kunne vide det 10 år før.

Andre taler om ‘Den tredje karriere’, som de mange muligheder, der findes efter pensionsalderen. Ophøret er ikke så slemt at tænke på, når der er en slags rigtigt arbejdsliv efter arbejdslivet – måske ligner det ligefrem en karriere. 

1. At være noget værd

Arbejde var ikke bare noget jeg gjorde  for at opretholde et selvstændigt liv og vores livsmønster. Da mit arbejdsliv sluttede og lønnen blev til pensionskroner forsvandt også muligheden for at opleve værdi gennem mit lønarbejde.  Lønnen er et udtryk for min værdi – som arbejdskraft på et arbejdsmarked. Løn var et udtryk for en anerkendelse – en værdsættelse af den nytte, jeg måtte have for min arbejdsplads. Jeg mente da også selv, at jeg så rigeligt var min løn værd. 

Der er lønarbejde og ”den anden side af arbejdet”. Lønarbejde var kun en del af mit arbejdsliv, men ‘den anden side’ af arbejdet  handler om, at der udover lønnen var anerkendelse fra kolleger og fra de mennesker, jeg var til nytte for og som ‘satte pris’ på mit arbejde. Mange af den slags værdsættelser forsvinder med lønarbejdet og kan være et større savn end lønnen. Men…..ved afslutningen af livet kan det vise sig, at den vægt man har tillagt arbejdet hører til en af de større fortrydelser.  

1. At have borgerværd

Så længe jeg tjener penge, betaler jeg også skat. Jeg er ‘skatteborger’. Og som skatteborger betaler jeg ikke bare skat, jeg optjener også  borgerens rettigheder – det vil jeg kalde borgerværd. Det betyder nemlig, at jeg er en del af et dansk samfund, hvor jeg har adgang til de muligheder og den hjælp som samfundet stiller til  min rådighed. Mit borgerværd har jeg med mig til jeg dør. Jeg kan med rank ryg tage imod den hjælp, der er til rådighed. 

1. At være  ‘værdifuld’

Mange har sparet op gennem livet, hvilket betyder, at de 70+ årige  i varierende grad er  formuende. De rigeste i landet  er de 70+ årige.   Penge skal bruges til at leve for, men mange har mere, end de kan bruge. Det ser  jeg tydeligt i avisernes seniortillæg, hvor de velgørende organisationer tigger om at få del i arven. “Selv en lille del af din arv, vil gøre en forskel”, “Hold glæden i live med din arv”, “Giv livet videre, når du går bort”,  skriver de. Vi værdifulde gamle har jo råd til at være dem, der sikrer, at der f.eks. stadig findes papiraviser, som  mennesker under 50 ikke har for vane at læse. Det er os ”grå”, der holder museer, biografier, højskoler, aftenskoler og rejsebureauer levende.  Jeg kan glæde mig over, at jeg sammen med alle de andre grå hjelme gør nytte ved være det økonomiske grundlag for  kulturlivet. Uden vores rejser og forbrug ville de yngre generationer slet ikke have så gode tilbud. Jeg bidrager ikke bare med mine penge. Jeg kan også aktivt udtrykke min anerkendelse af andre tydeligt. Det betyder noget for dem. Det kan jeg nok blive bedre til. 

1. At være til nytte. 

Det er sundt at være til nytte. ”Selv om jeg ikke arbejder længere, så kan jeg virke”, skriver Johannes Andersen.   At passe børnebørn og lave frivilligt arbejde bidrager oven i købet til længere overlevelse. Vi har i mange år haft glæden ved at være til nytte i børnefamilierne og en efternøler forlænger mulighederne. Men børnebørnene er ved at blive store. De kan klare sig uden hjælp. Det frivillige arbejde fylder stadig meget, og det gør forhåbentlig nytte. Det resulterer også i anerkendelser.

  Statistikken fortæller, at også det frivillige arbejde kan ende en dag, men man skal  være god ved sig selv og skaffe sig gode dage. Jeg skal finde ud af, hvad gode værdifulde dage er. 

 Peter Faber anbefaler i bogen “Farvel arbejde – Goddag frihed” at man værdsætter sine dage ved at svare på følgende spørgsmål:

1. Har jeg fået lidt motion i dag?

1. Har jeg trænet mit intellekt?
2. Har jeg skabt glæde omkring mig?
3. Har jeg aktivt vedligeholdt mit netværk?
4. Har jeg forkælet mig selv?.
   
   Med punkt 3:  Har jeg skabt glæde omkring mig, peger på, hvordan han forestiller sig, at man hver dag kan gøre nytte. Jeg skriver meget både for min egen skyld og for andres.  Nyttelysten skal man holde levende, men ikke alt, der er nyttigt giver mig oplevelsen af at gøre nytte. Opvask virker ikke. At give penge til godgørende formål kan også være en kort fornøjelse. Det virker at gøre en anden glad. 

1. At klare sig selv

Andre former ‘rigtigt arbejde’, dvs. arbejdet knyttet til opretholdelse af vores livsmønster er husarbejdet – inde og ude. Det har man  med sig efter pensionsalderen. Det har ikke megen status mere, måske havde det det tidligere  Det dygtige husarbejde (oftest udført af en husmor) er lige så meget værd for livsmønstret som lønarbejdet. Husmoderens lærebøger var engang store og tunge, og det var et krævende arbejde, som ikke altid blev værdsat, hvilket ikke mindskede dets værdi. I min alder vil husarbejdet få større og større værdi,  som udtryk for “at kunne klare sig selv”. Man vil så nødig være en byrde for nogen, og vil så gerne glæde sig over at kunne klare sig selv. Det er en værdi, som man ikke har skænket mange tanker tidligere, men som med tiden vil fylde mere og mere. Ønsket om at kunne klare sig selv, kan betyde så meget, at vi vælger at flytte.  At kunne klare sig selv betyder også, at man skal lære  at tage imod hjælp fra mennesker, der ofte bliver glade af at give.  

1. At udrette noget

Udtrykket at udrette noget dukkede op under skriveriet. Er der stadig tid til at udrette noget? Udretning er vel noget man gør i den store verden eller…. i den lille. Jeg kan godt have gode dage  fyldt med gode gøremål, som måske har ventet længe. De kan give mig oplevelsen af, jeg i dag har udrettet noget – noget særligt. De dage har en særlig værdi – de rykker noget. Den følelse har jeg ikke hver dag, men der er en tilfredsstillelse ved  at udrette noget. Jeg tror, det er en følelse, der kan dukke op hele livet.  Jeg ville gerne kunne kalde mig hverdagsaktivist. Det vil sige at jeg med mine små daglige handlinger forsøger at gøre verden bedre. Når verden flytter sig, skyldes det ikke bare store politikeres beslutning. Almindelige mennesker kan flytte mange små ting og få verden til at rykke sig. Jeg kan hele tiden lede efter de små ting i hverdagen, som jeg håber bidrager til en bedre verden – hvis andre også hjælper til.  

8. At have værdi som arbejdsgiver
 Som gammel kan jeg have mange mennesker i mit brød. Jeg er et statussymbol for velfærdssamfundet. Det har værdi, at jeg glæder mig over det. Selv når jeg er helt afhængig og omgivet af hjælpere har det betydning. Ved at blive god til at tage imod hjælp, kan jeg, gennem at vise min taknemmelighed og anerkendelse, bidrage til at gøre deres arbejdsdage gode.  Der er brokmåse nok, og min anerkendelse af deres hjælp, kan blive en del af deres arbejdsglæde. 

1. At have egenværd

Måske behøver man ikke gøre så meget for at have værd. Måske har jeg  med min eksistens mere værd, end jeg tænker over til hverdag. Måske er den største værdi, at jeg kan have værdi for mennesker omkring mig. I et ægteskab kan man være det mest værdifulde i hinandens liv.  Det betyder noget for mine børn og børnebørn, at jeg er her.  Jeg er en vigtig person i deres liv, selvom jeg ikke tænker over det. Jeg elsker dem, og det ved de. Mine forældre havde – og har – en særlig betydning for mig, uanset hvad.  Det er helt banalt: Jeg var elsket som deres barn, så længe de levede. Min af og til uforståelige opførsel ændrede ikke ved det. De var helt specielle bærere af min livshistorie – en helt særlig slags livsvidner. De var også de eneste, der kendte mit liv fra start (jeg er enebarn). Det er blevet ved efter deres død. Når jeg i perioder har spurgt mig selv, om jeg har gjort det godt nok(Det kan ske, når jeg sammenligner mig med andre og for en stund ikke lige kan finde min egen målestok.) Den trøstetanke jeg så får er: Hvad ville min mor mene? Synes hun, at jeg har gjort det godt nok? Så får jeg det straks godt igen!  Sådan håber jeg, også at mine børn vil opleve det. 

Der vil også være venner, hvor man har værdi i deres liv. Jeg er den ældste –  jeg går foran i livet.  Det har værdi for andre, hvordan jeg klarer mig i mit liv. Gør jeg det godt ?  Måden jeg klarer livets vanskeligheder på kan hjælpe andre  til at se lyst på deres egen fremtid. Jeg er med til at holde sammen i familien fx på fødselsdage og til jul – også det har betydning. Familiens betydning kan i gode tider være mindre synlig, men når det går skævt viser det sig, at familien alligevel kan noget som andre ikke kan.

Mit livslange arbejdsliv består i at udvikle mit menneskeværd.

Min første pointe er at ‘arbejde’(bortset fra pengene til brødet på palisanderbordet) handler om at have værd. Jeg ophører jo ikke med at have værd, fordi jeg ikke får løn. Den største værdi jeg har som menneske,  har måske meget lidt at gøre med min lønindtægt. 

Min anden pointe er at værdiskabelse er en livslang beskæftigelse og vedbliver til jeg dør – og måske længe efter. Der er noget at arbejde efter og udvikle. Jeg vil gerne bevare mit selvværd. 

Eftertanker

Også denne gang dukkede der efter sidse møde en eftertanke op. De første afsnit handler om, hvad menneskeværd/selværd er et langt liv og hvordan man kan blive ved at at bygge det op på mange andre områder end løn.

Selvfølgelig fik jeg modtanker: For det er måske slet ikke så nemt, at bygge selvværd, når man er omgivet af et samfund, der på mange måder ikke værdsætter gamle og som rummer mange alderistiske mekanismer. 

Forleden aften ringede min datter, som hun ofte gør, mens hun er ude med hunden. Jeg fortalte at vi slappede lidt af erfter at min kone lige havde lagt sidste hånd på det 4. bind af slægtshistorien på 150 sider og at jeg lige havde sendt “Nyt fra FUAM” ud. Hun fortalte at hun også lige havde gjort artikler  og møder færdige. Pludselig følte jeg en glæde ved at være en del af et pulserende samfund, der nu lægger an til jul. En som de andre! 

Det sagde mig noget om, hvordan man umærkeligt og  på trods af mange gode gøremål, kan føle sig lidt afkoblet fra det øvrige samfund. 

Jeg tænker på, det med at blande sig, når ens børn taler med hinanden – og række hånden op, hvis man bliver overset. 

Måske har man ikke forstand på det, de lige taler om, men hvis de taler sammen, når jeg er inviteret eller er i mit hjem, har jeg retten til at  stille spørgsmål, så de kan sætte mig ind i det, i stedet for at overhøre mig.

Man skal blive god blive opmærksom på og  afvise afbrydelser: “Lad mig lige tale færdig….”  Faren er, at man måske opdager, hvor slem man måske selv er til at afbryde. 

Der skal en del trods til. Har man hørt om bedsteforældre i trodsalderen? Det kommer nu. Man skal virkelig øve sig i, at holde fast i sine værdi(er). 

Hvad godt har jeg gjort i dag?

Guide: Fem simple trin gør dig til hverdagsaktivist