De gamle og valgene: Hvad svarer partierne? 

Af Knud Ramian

  Det har vel næppe været sværere at vælge parti end denne gang. Selvom man til alle tider har været en trofast partisoldat, er der nu en alternativ valgmulighed lige ved siden af, som man skal forholde sig til. 

Befolkningen giver en bedre indsats for de ældre voksne en høj prioritet. Hvis ældrepolitikken spiller en rolle for dit valg, kan du her finde en oversigt over partiernes prioriterede temaer.Link er her:https://bit.ly/3MYhfip . Men pas på. Det bliver ikke nemmere at vælge! Som en hjælp er alle de politiske partiers vigtigste ældrepolitiske temaer samlet og kan downloades.

Måske er de politiske partier mere optaget af, hvordan deres parti’s principper kan anvendes i ældrepolitikken end af en reel forståelse af problemernes natur.  

I det følgende peger jeg i anledning af  folketingsvalget på 5 temaer, som vil være vigtigt for de politiske partier at svare på.

1)Fjern ældrebyrden, 2) Skab rigtige jobs der efterspørger medarbejdere med seniorkompetencer 3)Byg mere nyt til gamle voksne, 4) Skaf personale til social-og sundhedssektoren – de findes 5) Det skal være godt at dø i Danmark. Flere hospice og flere  med specialuddannelse i terminal pleje.  

Fjern ældrebyrden 

Det stigende antal af ældre bliver kaldt en byrde, en tsunami, der tårner sig op eller forkælede babyboomere, der æder af samfundskagen.  Præmisserne for disse udregninger er meget uigennemsigtige, men har alligevel fået lov til at

præge den politiske debat. De ældre voksne har i virkeligheden sparet mere og mere op, som de skal betale skat af som pensionister. Det kan påvises, at de bliver nettobidragere de første 10 år af pensionstilværelsen. Så står det virkeligt så grelt til, , når  man regner disse  indtægter med? Når det stigende antal ældre bruges som et belastningsargument i debatten vedligeholder man et negativt  billede af de gamle voksnes rolle i samfundet.   Hvordan gøres det synligt? Hvordan kan vi undgå at gøre de gamle voksne til et problem? Det er altså ikke vores skyld, at vi er til, og vi vil bestemt ikke lægges for had.  Hvordan undgår politikerne at bidrage til et negativt billede af de ældre voksne. Hvordan holder vi fast i, at de ældre voksne er bidrag-ydere?

Skab rigtige jobs i staten, der efterspørger seniorer

Når der er kommet en lovgivning om seniorjob, er det fordi ingen efterspørger den gamle arbejdskraft. Og det på trods af at undersøgelse efter undersøgelse har vist, at der er rigtig god arbejdskraft at hente. Staten oplever jo også nu, at der er meget arbejde i de seniorjobbere, som de ganske ufrivilligt er kommet til at ansætte. Kan staten ikke gå foran og  slå stillinger op, der efterspørger medarbejdere med seniorkompetencer?  Kan det passe, at samfundet kun kan få øje på de ældre voksnes ressourcer, hvis de er frivillig og gratis arbejdskraft? 

Byg mere nyt til de gamle voksne 

Når de gamle flytter fra en bolig flytter der nye mennesker ind. De flytter fra et andet sted, hvor der flytter nye mennesker ind osv. Ældres flytning starter altså en kæde af  i snit 6 flytninger før en førstegangsindflytter – typiske unge mennesker flytter ind. Bygger man boliger til de unge familier kommer der højst 2. Vi får altså en meget bedre udnyttelse af boligmassen, hvis vi kan tilbyde de gamle muligheder for at forlade deres bolig end ved at bygge for de unge.  Den ældrevenlige bolig er tryg og nem, og kan let tilpasses til ændrede behov. Det er ikke en handicapbolig.  Den slags boliger skal prioriteres i planlægningen.   Der er allerede mange af dens slags ældrevenlige boliger i kommunen, der er bare ingen, der ved, hvor de ligger.  Mangler vi en mærkningsordning? Der kommer mange aleneboende ældre voksne.  Megen ensomhed kunne forebygges, hvis der blev etableret flere almennyttige seniorbofællesskaber, der er til at betale. Hvordan kan staten understøtte etableringen? 

Der skal være personale nok i social- og sundhedssektoren

Danmark vil om 5 år mangle 42.000 SOSU-ansatte i ældreplejen. Der behøver ikke at mangle personale i social-og sundhedssektoren, hvis det var muligt at begrænse frafaldet i social- og sundhedsuddannelserne. Mange nydanskere søger ind til uddannelserne, men falder fra. Det er ganske uacceptabelt, at dette problem ikke kan løses. 

Det skal være godt at dø 

Fælles for gamle voksne er, at de er tættere på døden end andre. De tænker faktisk over det hver dag. Det ville være stærkt betryggende at  vide, at man kunne  få en god død.  Vi har lært af hospicerne, at det godt kan lade sig gøre.   Hospicebehandling viser standarden, og  alle har ret til den gode behandling, når man skal dø? Ikke alle får dog tilbudt hospice og måske vil de  fleste gerne dø hjemme. Der må være nok af hjemmesygeplejesker, der har den fornødne specialuddannelse ift at  pleje døende. Det kan ikke passe, at det er den frivillige våge-tjeneste, der skal være kernen i den lokale  palliative indsats.  Hvad kan ældreplejen lære af hospice-tanken?

Skriv en kommentar

Jeg er Knud Ramian

Velkommen! Jeg vil gerne sammen med min kone blive gammel, stolt og glad. Alderen kommer helt af sig selv, men gør stolthed og livsglæde også? Der skal mere end kost og motion til. Her er tekster om aldring, som gør mig klogere, gladere og måske verden bedre at blive gammel i. Vil du hjælpe til? Meld dig ind i FUAM klik her: https://bit.ly/3H6pDtO

Let’s connect