Lev Livet langt

Hvad er det for et job, du vil søge som gammel medarbejder?

SENIORPOLITIK FOR DE STÆRKE ELLER DE SVAGE? – ET DILEMMA?

Knud Ramian, fra en artikel offentliggjort i Gerontologi & Samfund

Måske kan det kun kan lade sig gøre at ophæve det seniorpolitiske dilemma: skal politiken beskytte de svage eller udnytte de stærke, ved at lave seniorpolitik hele livet. Ingen må komme ind i den sidste fase på arbejdsmarkedet som nedslidt eller forældet. Det er lige som med piloterne, der hele tiden skal bevise, at de er så gode som nye. Hvis det er rigtigt, så er seniorpolitik gerontologisk set en blindgyde, der kun løser problemer, når det er for sent.

Seniorpolitiken synes at være et område, hvor det er svært at bevæge sig. Fra en post i arbejdsministeriets seniorpolitiske initiativudvalg får man en særlig udsigt over landskabet.
Det vigtige ved rapporten fra arbejdsministeriets seniorpolitiske initiativudvalg er ikke kvaliteten af udvalgets forslag, men erkendelsen af hvorfor seniorpolitik har det svært i ministerielle udvalg med alle arbejdsmarkedets parter. Nu har man gode grunde til ikke spørge arbejdsmarkedets parter længere.

Vi skal arbejde længere

På overfladen så det ud til, at alle var enige om vigtigheden af, at vi blive længere på arbejdsmarkedet, Alle syntes ramt af skrækscenariet om den kommende forsørgerbyrde. Det kunne undre, at man var så enige, når f.eks. økonomiprofessor Gunnar Thorlund Jepsen har peget på hvor grundløst dette skrækscenarie er, men Finansministeriets økonomer siger man tilsyneladende ikke imod. Man behøver ikke at undre sig over, hvorfor der ikke kommer ret meget ud af de seniorpolitiske øvelser. Denne tilsyneladende enighed dækker nemlig over vidt forskellige motiver til at interessere sig for seniorpolitik og deltage i seniorpolitiske initiativudvalg. Der er to afgørende spørgsmål, som der ikke er enighed om. For det første er der ikke enighed om, hvorvidt seniorpolitik overhovedet er et interessant fænomen. Er seniorpolitik andet end god personalepolitik? Det afleder straks det næste spørgsmål : Er seniorpolitik overhovedet noget statsmagten skal blande sig i? Seniorpolitik kan defineres som et personalepolitiske område, der hører hjemme på arbejdsmarkedet og derfor kun skal forhandles af arbejdsmarkedets parter. Hvis man deler disse opfattelser deltager man naturligvis i udvalget ud fra en holdning om at der ikke skal komme noget ud af det.

Herudover har parterne deres selvstændige målsætninger. Finansministeriet vil have flere forsøgere til at lette de kommende byrder, men arbejdsministeriet vil helst have færre arbejdsløse. Socialministeriet vil have færre førtidspensionister. Dansk Arbejdsgiverforening vil have mest muligt arbejdskraft for at holde lønningerne nede. Lønmodtagerne vil bevare flest mulige af deres erhvervede rettigheder. Seniorpolitik er altså interessant så langt som den kan bruges til at realisere nogle af disse målsætninger. Skal man forene disse interesser kommer man ud i mange dilemmaer. Når man var så uenige burde man måske kunne blive enige om, at lade folk bestemme selv, men det ingen at være indstillet på.

De gerontologiske dilemmaer

Nu kunne man så drømme om at gerontologien kunne sætte tingene på plads, men gerontologien har faktisk sine egne udgaver af dilemmaerne. Gerontologiens bidrag er måske et tilbud om at formulere disse dilemmaer tilstrækkelig tydeligt.

På tværs af alle videnskabelige discipliner er der enighed om, at vi bliver mere og mere forskellige med alderen – ikke så meget på grund af aldringsprocesser, men fordi stigende alder gør de

1 Ramian, K. (2000). “Det seniorpolitiske dilemma.” Gerontologi og samfund 16(2): 31-33.

påvirkninger, vi har været udsat mere og mere forskellige2. Med stigende alder bliver den den kronologiske alder derfor ringere og ringe til at sige noget om den enkelte. I alderen mellem f.eks. 60 og 75 er der en utrolig spredning på produktivitet. Set i et arbejdsmarkedsperspektiv vil der være mennesker på 55 som er slidt op eller marginaliserede og mennesker, som er bedre end nogensinde alt afhængig af personlige forhold og det arbejde der skal udføres. Der opstår stigende forskelle på den stærke og den svage arbejdskraft. Denne kendsgerning skaber det seniorpolitiske dilemma: Hvordan afvejes hensynet til de svage og de stærke ældre på arbejdsmarkedet?

Selvom der er undtagelser er erhvervene og arbejdstagerne præget af alderisme – dvs. hovedsageligt negative stereotypier om aldringen, som der ikke er dækning for. Alt for mange fænomener tilskrives den kronologiske alder. Når dette er tilfældet skyldes det formentlig, at andre forklaringer placerer et stort ansvar hos de involverede parter: Hvorfor er man blevet nedslidt eller syg? Hvorfor er ens uddannelse blevet forældet? Den kronologiske alder er nem at regne med og forhandle om 3, men det gør ikke vurderingerne rigtigere. Alderisme vil bidrage til marginalisering af den ældre arbejdskraft og til arbejdskraftens flugt fra arbejdsmarkedet4.

Når vi ikke kun taler om marginalisering, men også om flugt skyldes det befolkningens ændrede holdning til deres egen alderdom gennem de sidste 20 år5. Det kan konstateres, at udviklingen går i retning af, at de sidste år på arbejdsmarkedet bliver mindre og mindre attraktive og livet efter arbejdslivets opfattes mere og mere positivt.

Den stigende forskellighed med alder og alderismen skaber sammen med de ændrede holdninger til livet efter arbejdslivet nogle indbyggede dilemmaer i de seniorpolitiske tiltag.

De seniorpolitiske tiltag kan rette sig mod ‘den svage senior’ – den svækkede, nedslidte og forældede arbejdskraft, som der vil findes mange af i de ældre arbejdsgrupper. Der vil være mange legitime grunde til at mindske nedslidningen og øge kompetencen i denne gruppe.
De foranstaltninger man vil tage i anvendelse vil have karakter af en defensiv politik. Det handler om : afvikling og fastholdelse. ‘Afvikling’ består i et aftalt, men forsinket ophør for veltjente medarbejdere eller en diskret placering af uløselige problemer.

‘Fastholdelse’ dækker ofte over tiltag, der skal forhindre en udstødelse af sårbare fra arbejdsmarkedet. Det er karakteristisk at politikken er individuelt aftalt. Man skilter ikke med det. Afvikling og fastholdelse vil have en signalværdi, der netop forstærker billedet af den gamle medarbejder som svækket, nedslidt og forældet. De vil ikke have virkning på den kompetente senior – tvært i mod.

De seniorpolitiske tiltag kan også rette sig mod ‘den kompetente senior’ – kernearbejdskraften, som der også findes mange af de i ældre arbejdsgrupper. Der er mange gode grunde til at beholde dem på arbejdsmarkedet længst muligt. Det kan man imidlertid kun gøre ved tiltag, der kan styrke deres opfattelse af at være efterspurgte, erfarne, kompetente og produktive.

2Den generelt stigende levealder skyldes ikke ændrede biologiske processer, men først og fremmest ændrede miljøbestingelser.
3og den kronologiske alder kan ikke forsvare sig,
4På mange områder ligner den seniorpolitiske diskussion, den kønspolitiske ditto.

5Tidligere var holdningen ikke noget problem, for mennesker var eet med deres arbejdskraft og ‘pensionist’ var et skældsord, man kaldte sig hellere ‘parcellist’ end pensionist.

De foranstaltninger man vil tage i anvendelse vil have karakter af en offensiv politik. Det handler om: Tiltrækning og udnyttelse. Tiltrækning vil man se når særlige stillinger som slås op og efterspørger de kompetente seniorer. Udnyttelse vil man se, når der indgås senioraftaler, hvor en særlig seniorindsats knyttes belønninger, der er attraktive for seniorer. Det er karakteristisk at denne politik er ‘offentlig’. Det er aftaler man er stolt af og virksomheden tilfreds med. Denne politik vil styrke opfattelsen af seniorer som kompetente medarbejdere. Den vil påvirke såvel den kompetente som den truede arbejdskraft positivt.

Seniorpolitiken kan falde i to grøfter med helt forskellige holdningsmæssige konsekvenser. Det vil uden tvivl have den største positive effekt på ønsket om at forblive på arbejdet, hvis seniorpolitiken styrker opfattelsen af de ældre medarbejdere som kompetente. Mange erfaringer viser, at sandsynligheden for, at man falder i den defensive grøft er stor.

Mange seniorpolitiske programerklæringer taler om den kompetente senior, men den seniorpolitiske realitet er, at man bruger mange kræfter på at dyrke defensive foranstaltninger, der retter sig mod de svageste personer eller grupper. Problemet er at mennesker før eller siden opdager forskellene på hvad der bliver sagt og hvad der bliver gjort. De dækningsløse garantier giver ofte bagslag. De defensive strategier skaber nødløsninger, men ikke incitamenter hverken for de svage eller for kernearbejdskraften til at blive på arbejdsmarkedet. Faren ved en dominerende defensiv politik er ganske enkelt at man med seniorpolitiken, opnår det stik modsatte resultat af det man ville. Seniorpolitikens store udfordring er om det kan lykkes, at skabe den balance der både 1)producerer et positivt billede af den kompetente senior – det ‘fuldtarbejdende menneske’, der kan konkurrere med det positive billede af efterlønnerne med gode år fuldt ud i frihed 2) og som reducerer marginaliseringen af den truede arbejdskraft.

Den seniorpolitiske utopi og den økologiske seniorpolitik

Måske kan det kun kan lade sig gøre at ophæve det seniorpolitiske dilemma, ved at lave seniorpolitik hele livet. Ingen må komme ind i den sidste fase på arbejdsmarkedet som nedslidt eller forældet. Det er lige som med piloterne, der hele tiden skal bevise, at de er så gode som nye. Hvis det er rigtigt, så er seniorpolitik gerontologisk set en blindgyde, der kun løser problemer, når det er for sent. Den seniorpolitiske konstruktion er i sig selv defensiv.
Samtidig med at udvalgets passede sit arbejde talte de svingende arbejdsløshedstal deres egen historie: Først faldt arbejdsløsheden for alle undtagen de ældste, hvor den fortsatte med at stige. Så stoppede væksten og til sidst åndede man lettet op, for nu faldt arbejdsløsheden også for de ældste. Det var den rå økologiske seniorpolitiks klare tale: Når vi skærer ned og bygger om ryger de gamle ud. Når vi bygger op, tager vi de yngre ind. Når der er vækst nok i samfundet bliver vi til sidst nødt til også at bruge den ældre arbejdskraft – og den er da ikke så ringe endda.
Kilder
Clausen, M. R., Ed. (1999). Seniorerne og arbejdsmarkedet – Nu og i fremtiden. Rapport fra det seniorpolitiske initiativudvalg, København, Arbejdsministeriet.
Ramian, K. (1996). Et længere liv på arbejdsmarkedet, Notat til arbejdsministeriet. Center for Evaluering, Psykiatrien i Århus Amt.
Ramian, K. (1997). Det fuldt arbejdende menneske. Et notat om mulighederne for et længere arbejdsliv for kompetente seniorer i kommuner og amtskommuner. Notat til arbejdsministeriet. Århus, Center for Evaluering, Psykiatrien i Århus Amt.